2. august
Start: Jelling
Slut: Danakilde B&B Rørbæk sø
Distance: 22 km


Alex kørte mig til Jelling og satte mig af ved kirken. Da han var kørt stod jeg lidt og følte mig helt fortabt, med min rygsæk og 2 l vand. Ensomheden sneg sig ind. Noget af en omvæltning at være helt på egen hånd, efter en uge sammen med Stine, på Bornholm. Lige i det øjeblik fattede jeg ikke hvad jeg egentlig ville med denne tur.
I det mindste skinnede solen. 22 km føltes meget, meget langt borte. Anede ikke hvordan jeg skulle gennemføre. Havde mest af alt lyst til at ringe til Alex: Kom tilbage, det var en fejl!! Men gjorde det ikke. I stedet hankede jeg op i mig selv, strammede stropperne i rygsækken og gik ind i Brugsen og købte lidt trøst: En cola. Lånte toilettet også. Så gik jeg over og så de store sten. Jelling stenene. Fik taget et par billeder. Men var ikke helt nærværende. Ville bare afsted, så jeg kunne få det overstået. .