Anders Gjellerup Koch og Anders Momme - Odense Teater pressefoto

Det er smart på den anti-autoritære britiske måde. Det skyldes vel også at forestillingen er skrevet af den unge brite Lucy Prebble, der ikke er bleg for at trække i den britiske absurde tradition eller gøre brug af de førnævnte ekspressionistiske figurer. Forestillingens styrke ligger dog ikke i at udstille store firmaer som hensynsløse magtcentre, men istedet i at udvikle en ekstremt postmoderne figur, som vi kommer til at se mere og mere af. Det er nørden med magten. Anders Kjellerup Koch som spillets hovedperson Jeffrey Skilling bliver meget insisterende introduceret som finansverdenens wunderkind, der trods mangler på sociale evner har masser ideer om at tjene penge uden et egentlig produkt. Anders Mommes figur Andy Fastow udtrykker samme træk, men i sværere grad, og det er særligt ham der viser problemet ved nørden med magten. Det er blevet populær lommesociologi at forklare hvordan internet mobning og hackere kommer fra dem der selv har været ofre engang, og den scene er også med i Enron. I en anelse overgearet tone bliver “nørden” Fastow hårdt mobbet af en flok “Traders”, der lige inden havde danset rundt som om børsmarkedet var holdsport. Men Fastow bliver CFO fordi han kan gemme firmaets gæld, nørden er nemlig mere besat af ideerne og ambitionen end konsekvenserne og holdbarheden.

Enron - Odense Teater pressefoto

Det er en virkelig skudsikker forestilling og den nærmest  filmiske fortælling om ambition, magt og fald er nærmest garanteret som film i den nære fremtid. Koch og Momme overskygger og leger glædeligt med deres “nørder ved magten”, mens de seks 3. års elever fra Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole viser sig som lovende tilføjelser til et ellers velkendt ensemble på Odense Teater. Det er en broget flok der hver især fik sit øjeblik men forhåbentligt for lov til at vise noget mere i fremtiden.

[box_grey]
ENRON af Lucy Prebble

Odense Teater, Store Scene

Man-fre kl. 19.30
Lør kl. 16:00

Køb billet
[/box_grey]

Ibrahim Electric - Foto: Søren W. Matthesen

Nicklas Knudsen, Jeppe Tuxen og Stefan Pasborg kommer ind på scenen på et fuldstændig overproppet Dexter og går på uden så meget pis. “Hej vi hedder Ibrahim Electric og nu vil vi spille Hard Rock [et eller andet som jeg ikke hørte]. Og så var der ellers guitar, og trommer og hammond orgel i et tempo som straks får det store, men også meget blandede publikum med. Alle som én.
For alle tre, men især guitarist Nicklas Knudsen kan noget med at være på. Han har en ansigtsmimik, et garn og en hovedform som Anders Lund Madsen på syre (mere syre end Anders måtte være på i forvejen altså). Hans vilde guitarhåndtering, kombineret med stirrende øjne og totalt påtaget klodsede bevægelser, kreerer en skabagtigt morsom sceneoptræden som er helt og aldeles unik. Han står faktisk i perioder og lip-syncer sine stålbefængte guitarnoder. Det er røv fedt.

Det som står klarest hele koncerten igennem, er de tre herrers eminente instrumenthåndtering. De er hver for sig ekvilibrister, men kan heldigvis lige så godt sammen – hvilket egentlig er sjældent set. Desuden er de ikke bange for at lade numrene løbe af med sig, således at vi får lov til, talrige gange at opleve hver instrumentalist i fuldt flor. Det lykkedes desværre for lydmanden at ødelægge en af Jeppe Tuxens soloer. Generelt om de der lydmænd på små spillesteder: Amatører landkrabber civilister.

Tempoet er højt hele vejen igennem. Det er fedt, men det er bestemt også rart at komme ned i tempo lidt, til Rochester Suite. Og så lige et trivia: Det var en engelsk titel. Men vi fik titler på både dansk, Hr. & Fru. Satan og tysk; Der Alte Das Boot også. Den sidste fik de publikum til at råbe med på, og indførte samtidig tvangsdans foran scenen, hvilket medførte at at det hele gik fra at være lean-forward listening til ren rockkoncertoplevelse. En gruppe amerikanske piger som havde taget plads omkring fotograf Søren W. og jeg, var helt oppe forrest og fyre den af. Bagefter sagde én af dem: “Please give them a great review. They were just awsome!” -Det være hermed gjort.

[box_grey]
Ibrahim Electric

På Spotify

[/box_grey]

Easylove Laboratoriet - pressefoto

Nok engang blomstrer scenografien på Teater Momentum idet man træder ind i selve “Laboratoriet” og tager sin plads i et af tre hjørner, hvorfra man prøver at fatte scenens moderne arbejdsplads, komplet med MacBooks, genkendeligt forsknings-apparatur, konferencebord til ide-udvikling og den obligatoriske støjende klassiske kaffemaskine. Moderne kærlighed er ikke bare kærlighed i et moderne arbejdsmiljø, moderne kærlighed er på afstand og først og fremmest et valg i enhver senmoderne danskers liv. Når jeg siger kærlighed på afstand så er det fordi hele forestillingen udspiller sig om en arbejdsdag på kontoret, hvor de 4 ideudviklere opbygger den almengyldige kærlighedshistorie igennem indfald, fortælling og dialog. Det betyder så at forestillingen er ret meget mere “telling” end “showing” og det virker hamrende godt. Ikke mindst fordi de 2 mandlige spillere og de 2 kvindelige spillere undgår at indleve sig en arketype og istedet på skift og tværs af køn indlever sig som den ene halvdel og anden halvdel af den dekonstruktive kærlighed.

Det er dette dekonstruerede kærlighedsbegreb, der gør forestillingen særlig unik og helt uforglemmelig. Pointe efter pointe, budskab efter budskab fylder 4 mennesker der fylder deres ene scene helt ud til hjørnerne og så tror vi uden besvær på den nemme kærlighed. Det er den slags forestilling, der tvinger en til at revurdere ens egne meninger. Det er den slags forestilling, der burde ses af alle der kan elske.

[box_grey]Easylove Laboratoriet

Teater Momentum

Indtil d. 17. februar 2012

Tirsdage kl.17.00 Onsdag til fredag kl.20.00

Varighed: 2 timer inkl. pause[/box_grey]

Jeg fortryder at jeg læste programmet før forestillingen, fordi hele forestillingen som sådan stod beskrevet med alle de sange der blev sunget over de to akter. Det havde været perfekt, hvis jeg var inde for at se en hvilken som helst anden musical eller optræden med musik, men her var programmet ødelæggende for forventningerne til handlingsforløbet. Det var samtidigt et handlingsforløb, der sigtede skidt men ramte godt. Ideen var fantastisk. At fremstille en fodboldkamp som en følelsesmæssig rutsjebane gav fabelagtig grobund til de otte mænds sange, der skiftevis udtrykte den glæde man finder i fælleskabet, den vrede man ser i uretfærdigheden på banen og i ens eget liv og samtidig også den eftertænksom man finder i fodboldkampen som tilflugtsted fra den vanskelige virkelighed.

Tribunehelte - Pressefoto

Claus Riis Østergaard og Lars Simonsen, begge to kendte spillere hos Odenses teatergængere leverer sædvanlige stilsikre udtryk som hhv. humørsvingende stresset jakkesæt og alkoholisk opgivende deltidsmaskot. Det er dog tre andre knap så typiske for Odense Teater, der stjæler forestillingen totalt. Klaus Andersen var perfekt som socialt akavede men talentfulde og romantiske nørd, der problemfrit gik fra at være forestillingens komiske indslag til rigtig at gøre sange som Outlandish’s “Aicha” og Tobias Triers “Hvorfor Kommer Hun Ikke” til sine replikker og følelser. Det var ikke på samme måde tilfældet for Erling Hjernøs cool nonchalante persona, der ikke syntes at høre hjemme på stadion som det gør på Dexter. Tilgengæld var han udsat for en af koncertens største musikalske udfordringer.

Rasmus Lyberth i Tribunehelte - pressefoto

Desværre eller heldigvis er hele “I like the way” som Hjernø sang den kun for dem der ser forestillingen. Behøver jeg forklare hvorfor? Det var så vildt overraskende og imponerende at opleve en midaldrende hvid man rappe sig let igennem Andre 3000 og Big Bois doubletempo vers kun akkompagneret af klaver og trommen på madkasse.

Slutningen på forestillingen var et skuffende cover af Aretha Franklins “Respect” udført af Sanne Graulund, den eneste kvinde i koncerten. Den endelige slutning lød langt bedre i Rasmus Lyberths atmosfæriske grønlandske solo “Inuuneq Nutaaq”, der på engang perfekt symboliserede Grønlænderens accept af sine rødder og samtidigt virkelig bjergtog et publikum der indtil nu var vant til pop melodier og danske slagsange.

Det første interview er med Neon Flux og fik du ikke første del med, så læs den her.

Neon Flux - Foto: Birk Kromann

BarRar

Da vi endelig fanger hende til billeder på BarRar, slår det mig, at cocktails og house faktisk også godt kan kombineres, med den fortættede stemning af hygge mellem gode venner, som altid præger stedet. Stabilt, upåvirket og næsten nonchalant står Neon Flux, i øvrigt uden så meget som skyggen af diskolys – neon eller ej – med sin mixer foran sig. Som om at det at hælde en portion cornflakes op, ville være mindre trivielt end det hun har gang i denne aften. For den dag vi sidder på Kræz og interviewer, lufter jeg min udtrykkelige tvivl om hvorvidt at hendes stil ville være noget der duede som lydtapet på BarRar. “Jeg starter også altid aftenen med noget let lounge-house” siger hun og gestikulerer med hånden, som i “rolig nu”. Men efter tolv får den gas forsikrer hun. “BarRar er stedet hvor man kan eksperimentere. Hvor jeg kan prøve af om noget virker eller ikke virker.” siger hun og fortsætter: “Fordi det er så intimt et sted, og fordi der er så meget tryk på altid. Står der bare to og danser, føles det jo som om alle er med.” Der er ingen der danser mens at Birk Kromann har sit spejlrefleks fremme for at forevige Neon Flux. Det skulle da lige være fyren med krøller som forelsker sig så meget i Birk at det ender med at få den stakkels gut smidt på porten. Men det lader ikke til at være hverken Birk eller musik der bærer ansvaret for den manglende dans. Sådan er stemningen bare. Måske er det fordi der er flest som jeg denne aften. Os der mener at dem der danser, er dem der ikke har råd til at stå i baren. “Men de kan fandme give den gas dernede.” siger Neon Flux og giver den så meget på den fynske accent at et hvert spørgsmål om hendes oprindelse herefter er streget fra blokken.

Kunstnerisk Integritet

“Hvis ikke jeg selv tænder på det, så spiller jeg det ikke.” siger Neon Flux. Og det er måske forskellen på hende nu, og hende fire år tidligere som nybagt DJ. “Dengang kunne jeg godt sige; Nårh okay det virker! Og så spille det.” I dag beskriver hun sig selv som havende udviklet en kunstnerisk integritet, som har en klar afsmitning på hvor selektiv hun er, når hun handler nye numre ind på Beatport og Traxsource. “Selvom jeg dengang havde en masse kendskab til elektronisk musik, så får du bare en helt anden tilgang, når du selv begynder at spille det.” siger hun. “I dag hører jeg numre på en helt anden måde og jeg analyserer meget mere.” Men det er ikke for at udvikle et krukket særkende, således at hendes lyd bliver let identificerbar. Neon Flux er ikke ude i et personligt brandingprojekt med en plads på scenen i Parken som foreløbigt mål.
Der ligger også en ydmyghed overfor publikum hos hende, som undertegnede og følge bemærker denne halvsene januaraften på BarRar. En underspillethed der, som tidligere nævnt virker nonchalant, men som samtidig gør sig udslag i en respekt, så der ikke bare bliver knaldet op for lydstyrken, selvom publikum stiger i antal og lydstyrke. Det er deres aften. De er der for at hygge sig og hun er deres øregangsmassør. De er der ikke for at blive benovet over hendes kunnen og hendes brand. En attitude der står i skærende kontrast til mange DJs. “Jeg koncenterer mig om at skabe en fest.” som hun selv formulerer det. “Det er for mig, ikke en drøm om at sige; Nu skal jeg være den nye Morten Breum.” Tak, tænker jeg stille og erindrer mit éne møde med Morten, der efterlod mig med lyst til at holde ham strakt ud i den ene arm og kvæste ham med næven fra den anden.

Påvirkning
Sådan er det jo. Dem vi møder, og det vi gør påvirker os. “Og det giver da en enorm selvtillid når man ser folk gå helt amok til det man laver” siger Neon Flux og fortsætter; “Det lyder måske som en kliché men jeg er meget taknemmelig for det.” Hun sidder lidt, kigger i kaffen, leder efter ordene. “Når nogen kommer og siger, det er enormt fedt det du laver, så.. så rører det mig dybt.” siger hun. “Jeg har aldrig savnet opbakning til noget jeg har gjort, men trods det er der ingen der skal komme og sige at kvinder har det nemmere i den her verden, bare fordi der er flest mænd.” Jeg sidder lidt forbløffet og kigger på hende. Vi er tilbage ved mit første spørgsmål. Hun slår selv krøllen på interviewet. Som at det hele fra hendes side har været ét langt mix i 140 bpm som nu er slut, og det markeres lige med det nummer vi startede med, så alle ved at nu er ringen sluttet.
På BarRar er aftenen først lige begyndt for Neon Flux, hvis DJ navn i øvrigt er inspireret af kulttegneserien Æon Flux. Birk har skudt de sidste billeder. Jeg skal i radioen om nogle få timer. Så selvom kombinationen af øl, BarRar og Neon Flux godt kunne holde os fanget, bryder vi op. På vej hjem nynner jeg min egen udgave af den gamle Ove Sprogøe og Dirch Passer klassiker: “Der kommer altid en DJ og endnu en fest..”

[box_grey]

Hvem: Christina Langthjem aka. Neon Flux

Stil: Electronica, Minimal, Progressive Psytrance

Hvor: BarRar

Neon Flux Fanpage på Facebook

Indtil sommerferien bringer vi interviews med forskellige odenseanske DJs. Næste interview bliver med APJ.[/box_grey]

Eyez v 1.1 - Foto: Sommerglæde.dk

Vi starter med et par etablerede navne. Dan Eskekilde har et alenlagt CV med mange forskellige udstillinger og kunstforløb på samvittigheden. Jeg synes altid at det han præsterer er spændende, og til min overraskelse viste det sig at et af hans værker er noget af det jeg har beundret mest ved årets Phonofestival, uden at vide det var hans.
I kælderen på ArteFakter udstiller han nemlig Eyez v.1.1 sammen med Magnus Fuhr. Et videoværk som hang ved store scene på Phonofestival. Det gjorde sig rigtig godt dengang, men fungerer faktisk endnu bedre i det supersmalle kælderrum under huset på Munkemøllestræde. Tilsat musik som sagtens kunne være hevet direkte fra festivalen (hvis ikke det er det) skaber værket en sjov intimitet mellem sig selv og beskueren.
Dan har også begået et andet, noget mere politisk værk. På 1. salen står en dør iklædt Dannebrog. Foran ligger ituslåede tallerkener. Selvom det måske umiddelbart giver en idé om hvad det drejer sig om, er historien noget mere overraskende. Det viser sig at CNN, i jagten på underlige nytårstraditioner, skulle have fundet ud af at danskere hvert nytår smider tallerkener på deres venners hoveddør. Angiveligt for at indikere at man er venner!?! CNN har ingen kilde på historien, men er den sand, så har jeg ingen venner åbenbart. Det er smart tænkt at iklæde døren vores flag, og dermed sætte en masse undertoner i gang omkring hvem vi er venner med eller ej.

Martin Craggs er et andet af de etablerede navne. Han har igennem nogle år stået for at lave en masse fotoudstillinger i byen, og har selv meget aktivt foreviget en masse af byens subkulturbegivenheder. Martin er oprindeligt tysker englænder opvokset i Tyskland, og det fornægter sig ikke i hans værker, som altid er lavet med grundighed og sans for detaljen. Denne gang har han flere forskellige værker med, men en serie med en kvinde og en gasmaske er den der fungerer bedst. Der er en undertone af ironi over (visse) kvinders hysteriske tilgang til sundhed, kontra den ekshibitionisme som mange af de samme kvinder udfolder. Jeg kender mangt en snerpet økofeminist, der bruger sin snerpethed præcis lige så proaktivt i sin sociale konstruktion, som pigen der medvirker i Paradise Hotel eller lader sig fotografere til Side 9. Det er godt tænkt, og frem for alt godt eksekveret af Martin Craggs.

Martin Craggs - Foto: Sommerglæde.dk

Mette-Rose Kongstad - Foto: Sommerglæde.dk

Og så et navn jeg ikke er stødt på før. Mette-Rose Kongstad er studine på Tornbjerg og underviser i genbrugsdesign på Korsløkke ungdomsskole. Da jeg trådte ind i hendes udstilling på 2. sal udbrød jeg helt spontant; Det her er brugskunst på højt plan. Lad mig starte med en tilståelse: Jeg har kun hån til overs for den slags brugskunst du kan købe i Inspiration, Sinnerup eller lign. steder. Masseproduceret junk, der dybest set ikke tjener noget andet formål end at være værtinde-hade-gave. Uden sjæl og uden reel kunstnerisk værdi, står det i butikkerne, hyldemeter efter hyldemeter som et irriterende symbol på nullernes overflodssamfund.
Det tager Mette-Rose et frontalopgør med, ved at genbrugsdesigne en række forskellige slagtøjsinstrumenter og dele heraf. I bund og grund er det så simpelt at det er til at tude over. Og noget sådant højere filosofisk plan om at beskueren skal forstå dette eller hint, er der næppe bag. Men det er heller ikke nødvendigt, for Mette-Roses lampeserie er bare herrefed og for én gangs skyld er der lige så meget kunst som brug i ordet brugskunst.

Udstillingens mange forskellige kunstnere splitter som sædvanlig et hvert tema til atomer, og selvom der er masser af gode værker udover dem jeg har nævnt herover, er der også en del – primært af ungdomsskolens forskellige hold – som i enhver anden sammenhæng ville være kurateret bort. Med lidt overbærenhed så går det alligevel. Der er jo heldigvis ingen der siger man skal opholde sig alt for længe ved værker der ikke siger en noget.

Mette-Rose Kongstad - Foto: Sommerglæde.dk

[box_grey]

ArteFakter

Munkemøllestræde 20

Indtil 24. januar

Fri entré

Facebook

[/box_grey]

Fragment - Foto: Center for Kunst & Videnskab

Statens Kunstråd og Center for Kunst & Videnskab på Syddansk Universitet, har igennem en periode nu, lavet forskellige udstillinger i universitetsbibliotekets forhal. Jeg har ikke omtalt nogen af dem endnu, og det er egentlig ikke fordi jeg ikke vil, men fordi der ikke rigtig har været nogle af udstillingerne som er kommet så meget til deres ret, at det har givet mening at berette om dem. Til dem som ikke har deres daglige gang på Uni, kan jeg berette at universitetsbibliotekets foyer er et rum på størrelse med to dagligstuer og så er det højt som bare fanden. Ovenlysvinduerne giver et godt lysindfald, hvis det altså ikke direkte blænder. Denne kombination af at lyset kun kommer ind ovenfra og at rummet er 1/5 i bredden af hvad det er i højden, gør at det føles utrolig trangt, næsten lige meget hvilken udstilling der sættes op. Oveni kommer at det jo altså er en foyer hvor man primært går igennem for at komme til biblioteket og til avislæsesalen. Med andre ord, det er langt fra noget ideelt udstillingssted. Jeg forstår at Center for Kunst og Videnskab meget gerne vil have udstillingerne frem i lyset, men hvad Campustorvet har gjort siden det ikke må blive brugt, forstår jeg ikke.

Men med Art & Science 5, har folkene bag udstillingerne endelig formået at få en kunstner og et tema ind som passer til udstillingslokalet. Den danske kunstner Søren Lose har boet i en årrække i Berlin og er meget inspireret af den fortid byen har, som delt mellem to systemer. Art & Science har som formål at udstille kunstnere der både er banebrydende inden for deres eget medie og som forstår at operere i spændingsfeltet mellem kunstnerisk praksis og videnskabelig metode. Især det sidste synes Søren Lose at ramme meget godt.

Hans udstilling Fragment, præsenterer værker der tidligere har været udstillet på Kunsthallen Brandts, så nåede du ham ikke der, er der altså en chance endnu, indtil 11. februar. Lose har 1:1 opført forskellige dele af berlinmuren i træ, samt nogle af de jerndragere der holdt Palast Der Republik (det østtyske parlament) sammen. Ifølge pressematerialet tematiserer udstillingen historiske bygningers betydninger, for at afsløre historiens fiktive, konstruerede og komplekse betydningslag. Og netop universitetsbibliotekets lille foyer, gør at de komplekse virkninger som bl.a. mure og jerndragere har på beskueren, kommer meget stærkt frem. For når man står for foden af de enorme rekonstruktioner af berlinmurselementer, og kigger op mod toppen af dem, skaber rummet udenom en form for “tragt” eller i det mindste et indelukke, som kan påføre en øjeblikkelig angstneurose, ved tanken om at det kun er universets tilfældigheder der i sin tid har holdt en på den frie side af disse mure.

Fragment - Foto: Center for Kunst & Videnskab

Med i udstillingen er også små paphuse i plattenbau stil. Det er svært som dansker der ikke har været østpå, at forestille sig hvordan disse små paphuse, i deres naturlige 10-15 etagers højde, kan virke enormt intimiderende og underkuende. Jeg har efterhånden rejst en del i østeuropa og har selv ad flere omgange, boet i en lejlighed i Zipniekkalns, Riga, som i den grad er plattenbau for alle pengene. Jeg ved ikke hvor mange der evner at lave koblingen mellem de små paphuse og de 1:1 store berlinmurs kopier der strækker sig 3,4 meter op i luften, men dem der gør, vil fange Søren Lose ønske om at afsløre hvorledes at arkitektur og bygninger er propaganda ligesom så meget andet. Plattenbau et monument over Soviet, Operaen et monument over Mærsk og Musik- og teaterhuset et monument over Anker Boye. Same same. Skabt af hver sin tids store (omend lokale) mænd, og deres ambitioner om at udødeliggøre sig selv og deres ideologier.

Fragment - Foto: Center for Kunst & Videnskab

Ferniseringstaler plejer at være noglelunde lige så festlige som en tur på det nu (gudskelov) lukkede Arkaden, men det ville Ph.D Thomas Friis, som vi tidligere har skrevet om, heldigvis lave om på. For han gav udstillingen en ekstra dimension ved at spørge, hvad nu hvis vi havde hentet en gammel østtysk partisoldat herop. Sådan en af dem fra toppen af Politbureauet? Hvad ville han mon synes om det her? Formentlig ville han godt kunne lide vores planøkonomiske tendenser og universitetets arkitektioniske udformning, men han ville næppe bryde sig om den uorden, hvormed udstillingen var stillet op. Så fik vi den.

[box_grey]

Art & Science 5: Fragment

Kunstner: Søren Lose

Sted: Syddansk Universitetsbibliotek

Fri éntre Indtil 11. februar

Center for Kunst og Videnskab

[/box_grey]

Det første interview er med Neon Flux. Jeg møder hende en martsdag på Café Kræz over en danskvand og kaffe. En dag hvor det for én gangs skyld ikke er hendes musik, men hende selv der skal tale.

Neon Flux - Foto: Birk Kromann

Kvindekortet
Det kan undre, at den socialdemokratiske Mette Frederiksen og hendes horder af ligestillingsmokker, ikke har fået øjnene op for DJ branchen. “Mandsdomineret” virker faktisk som et alt for underdrevet. “Ikke at jeg har brugt det bevidst, men jeg tror da det var en fordel i starten.” Vi taler om kvindekortet mens jeg finder notesbog frem og tjeneren knapper danskvand op. På stående fod kan hun da også kun remse tre kvindelige DJs, inden for bygrænsen op, og det efterlader unægtelig en fornemmelse af, at det sikkert slet ikke er nødvendigt at spille kvindekortet som DJ. Det kan meget vel blive spillet for en helt af sig selv.

Men dybest set mener Neon Flux, der også går under det borgerlige navn Christina Langthjem, at det kun er et spørgsmål om tid før alle andre finder ud af, at man er DJ som de fleste. Måske er det fordi hendes stil, både musisk og fremtoningsmæssigt ikke har noget udpræget feminint over sig. Der er ikke meget lyserøde hørebøffer og matchende puffs over det kortklippede sorte hår og den stramme minimale eletronica/techno og progressive psytrance som Neon Flux beriger de odenseanske dansegulve med.

Halvfemsertyskereurodancetechno
Neon Flux har altid spillet den samme stil, og det aftvinger stensikkert professionel respekt, for i en branche med hård konkurrence og angreb fra clubkids med MacBooks der tror de skal være DJ, kunne det nok nemt friste at spille noget der var en anelse mere kommercielt end den lyd som Neon Flux leverer. Selvom det hele startede med Eurodance og DJ Bobo, så var det mere den mørke tyske technoundergrund, der trak i Neon Flux, dengang i sluthalvfemserne, hvor lydtapetet ellers nemt kunne have handlet om alt fra barbiedukker til bip-bip kæledyr i lommeformat, uden at der af den grund kunne høres forskel.

Vi griner, af  hvide parachute bukser og Pisang Ambon tilsat rigelige mængder Hadaway og Sash! Og for et kort øjeblik er det som om, at vi for vores indre øjne ser den samme film fra 90erne, der slutter med alt for grimme billeder af én selv i Buffalo støvler og mindst tre farver i håret.

Neon Flux - Foto: Birk Kromann

Musik er minder
Tøjstilen er heldigvis skiftet ud, men musikken er højest opdateret – til det som i dag kaldes house og minimal og som flyder i en lind strøm fra syd for grænsen, præcis som det var dengang. “Dubstep er ikke så fedt” siger hun og kigger ud i luften. “Min kæreste er helt vild med det og hører det rigtig meget.” Det fordrer ikke et stilskifte for Neon Flux. Men hvad er det der gør at hun holder fast i house og techno? “Det er en følelse” siger hun og begynder næsten automatisk at nikke med hovedet. “Altså uanset hvor jeg er kan jeg ikke sidde stille til det overhovedet.” Hun kigger ned på kaffen. “Musik er for mig en måde at kokse ud på, men også en måde at hente et minde frem på. Hvis jeg skal have et bestemt minde frem, ved jeg lige præcis hvad jeg skal sætte på.” siger hun.

Specialeoverspringshandling
Neon Flux lærte sig selv at spille DJ mens hun skrev speciale på uddannelsen i international virksomhedskommunikation i 2008. “Det lyder måske lidt åndssvagt” siger hun og skraldgriner “men jeg tænkte det er nu eller aldrig.” Hendes første job faldt nytårsaften samme år, og siden da har (natte)livet budt på et væld af opgaver. “Når jeg tænker tilbage på det (første job red.) så var jeg ved at brække mig. Jeg var så nervøs og jeg havde bare slået fuldstændig fra.” siger hun. At køre nytårsfesten op hos en af byens førende leverandører af partybelysning, burde også kunne fremkalde premierenerver hos de fleste. Der er dog trods alt tale om folk, som hører mangt og meget.

Den videre karriere var ikke et udslag af en dygtig manager eller minutiøs karriereplanlægning afslører Neon Flux. Derimod gjorde et godt netværk i byens elektroniske miljø gavn, da den forholdsvis uerfarne partypusher skulle ud og redde sig flere timer bag pultene rundt om i byen. “Og så er Facebook jo alletiders medie til at skaffe sig nye netværk” siger hun. Omend starten var beskeden med firmafester og så en tur omkring det nu lukkede Off-Site på Brogade, så har Neon Flux nu fået sig etableret som en del af det faste lydmøblement på BarRar sammen med APJ og Moto.

“Hvis ikke jeg selv tænder på det, spiller jeg det ikke”. Læs anden halvdel af interviewet med Neon Flux i næste uge.

[box_grey]

Hvem: Christina Langthjem aka. Neon Flux

Stil: Electronica, Minimal, Progressive Psytrance

Hvor: BarRar

Neon Flux Fanpage på Facebook

Næste del af interviewet bringes mandag den 23. januar. Indtil sommerferien bringer vi interviews med forskellige odenseanske DJs[/box_grey]

En fed sticker på nedløbsrør i Pogestræde - Foto: Søren Sommerglæde

Traditionen tro laver vi om på bloggen ved nytårstid, og traditionen tro er der igen i år noget teknik der driller, så vi ikke helt er klar med det nye endnu. Det er også derfor der er lidt stille her. Vi skulle hilse fra vores splendid webmand Faust og sige, at han knokler så sveden springer. Han har faktisk ikke taget på af julemaden, så hårdt har han arbejdet med det nye Sommerglæde.dk. Vi glæder os til at vise jer det.

Allerede nu kan vi løfte sløret for at det bliver anderledes end de foregående sæsoner. For det er ikke kun et nyt fedt design vi skal have, vi får også en ny måde at prioritere vores stof på. Vores anmeldelser bliver kortere. Hvor meget er svært at sige, for vi har jo et princip om at tingene skal have den plads de behøver, men generelt har vi sat os for at stramme op og korte ind, således at du får essensen uden at blive læsetræt.

Vi vil introducere en ny ting, nemlig feature artikler omkring specielle former for kultur i byen. I denne sammenhæng skal kultur forstås lidt bredere end musik, teater, fester osv. Vi vil bruge en del tid på at researche forskellige miljøer, mennesker og kulturer i byen, for at kunne give dig et spændende indblik i områder som du garanteret ikke kender meget til. Hvad præcis det er for områder, det løfter vi sløret for, når vi præsenterer det nye design.

Så skal vi sgu også lave fjernsyn! Ikke kun det der (lidt skaldede, takket være vores manglende produktionsmuskler) live webtv som vi har kørt i forbindelse med film- og kulturmaskine festivalerne, men rigtig ægte fjernsyn som du også kan se her på bloggen. Vi har sammen med et produktionsselskab sat os for at lave ti programmer omkring interessante odenseanske kulturaktører, men vi mangler fortsat en vært/værtinde. Så har du sådan en i maven, så send os en mail på redaktion@sommerglaede.dk med dit billede og lidt om dig selv, og så kan det være det er dig vi kan bruge.

Endelig får vi en ny sektion der hedder Stil. Det bliver vores nye skribent Katrine som kommer til at stå for at sætte fokus på det æstetiske Odense. Der er med andre ord ikke tale om en modeblog, men derimod et bredt vue over stilistiske tendenser indenfor alle genrer, med vores sædvanlige udgangspunkt i hvad der rører sig her i byen.

Er der noget vi mangler? Noget du synes vi bør gøre/dække? Så giv os et praj i kommentarsporet herunder.

Fotos er gadekunst som er spottet her i byen mellem jul og nytår.