Kunst med perkere

Det er ikke racisme, det er bare en titel. Det er ikke kunst, men provokerende. Det var nogenlunde de tanker der kendetegnede min oplevelse af forestillingen Perkerdansk. En forestilling der allerede vakte interesse med en fremragende plakat, der viser en ung mand med afrikansk udseende iført et klassisk “lille sorte sambo” outfit. Der var oplæg til stor provokation, og en rysten af mine forudindtagelser om nydanskere.

Det er og bliver en spøjs ting at havnen skal være et sted man besøger for at få sig en på kulturopleveren. Den Store skibsmede var indrettet med garderobe, bar og scene fuldt udstyret med projekterskærm, lys, lyd og en lille gynge alá den kendetegnende Dirch Passer sketch. Så langt så godt, det var ikke bare et tilfældigt amatørteaterprojekt det her. Der var altså både midler og vilje bag det projekt der bedst kan betegnes som et møde mellem Dansk Flygtningehjælps Ungenetværk (DFUNK) og Teaternetværket Underværket. Kort sagt så er der tale om et bestillingsprojekt, og en udnyttelse af teatermediet til at sætte forskellige perspektiver på flygtninge, indvandrere og integration først og fremmest.  Det viste sig at være lidt af en udfordring for instruktører og manuskriptforfattere på stykket, Tine Sabrina Larsen og Line Frank Christensen. Det skyldes at hele stykket skulle færdiggøres i løbet af alt for kort tid, og at en stor del af skuespillerne havde deres teaterdebut med denne forestilling. På trods af disse massive forhindringer har duoen Tine og Line gjort et fænomenalt stykke arbejde.

Man skal være yderst påpasselig med ideen om “flere vinkler på en problemstilling”, der i dette tilfælde som i mange andre skaber en forestilling fyldt med små ideer og sekvenser, der både skal stå i sig selv og i helhed. Teater i dag behøver ikke være en sammenhængende historie, men et sammenhængende plot gør det svære for mig og andre at udpege fejl og mangler ved en forestilling. De små sekvenser i Perkerdansk havde ikke alle samme vægt og fungerede ikke alle sammen. Det skyldes at flere scener ikke fik lov til at stå som det skrig af frustration de kunne have været. For det var det jeg fangede i enkelte øjeblik, nemlig at integration er en frustrerende tilstand. Tilstand og ikke process. En scene der virkelig viste denne tilstand, var en utroligt fin sekvens kaldt “Medulla i Eventyrland”, der åbenlyst nok brugte Alice som en metafor for nydanskerens spørgsmål til de danske indforståetheder. Scenen som udviklede sig udfra Alices møde med kålormen blev spillet enormt godt af to etniske danskere iklædt de helt rigtige kostumer. Og det var egentlig også den helt store oplevelse torsdag aften, at se hvordan Line og Tine havde gjort en flok 2. generationsindvandrere til imponerende teaterperkere. Præstationerne spænder så vidt fra oplæsning af “lær dansk” i en gynge med følelserne uden på tørklædet til en tredelt historie om kærlighed mellem Iraner og dansker, der ender i arrangeret ægteskab og monolog på persisk. Så var der bare en gut, der fuldstændig stjal forestillingen.

Forestillingen startede og sluttede med et lidt for langt musikstykke “jeg har lige set en negermand” før der blev blændet op for en ung etnisk mand der stod i fuld “lille sorte sambo” (se billede), med dertilhørende paraply og banan. Her gik han bare rundt og spiste en imellem af bananen og smilte et stort og ærligt smil et par gange før han forlod scenen. Udover at scenen her endte for tidligt, kom man til at savne den interessante figur man havde været vidne til. Derfor var det et glædeligt gensyn, da han vendte tilbage i en lille busstoppested dialog og i en følgende rørende jeg-har-aldrig leg der udviklede sig til mobning af ham der aldrig har prøvet det samme som de normale promiskuøse danske unge. Hans levering og udtryk var ganske naivt og sandfærdigt, og han formåede som sagt at spænde fra hjertevarmende smil til en original mimik af tristhed kun set her som et jeg-har-aldrig svar i form af en opgivende politisirene. Det er virkelig et håb fra min side at han og de andre nystartede skuespillere bliver brugt til fremtidige projekter fra Underværkets side.

Dette bliver ikke det sidste man kommer til at opleve fra Tine og Line, da de er i fuld gang med at udarbejde næste forestilling. Et projekt mit interview end ikke kunne belyse mere end ordet “Vanvid”. Lad os håbe at det ikke bare bliver en vanvittig samling sekvenser, men en fuldent ide. Selvom Perkerdansk var en halvfærdig forestilling der savnede finpudsning og længere arbejde, så var de udsolgte forestillinger en succes på flere måder, der i bedste fald bliver begyndelsen på en mere kulørt odenseansk teaterundergrund.