Gallagøjl

I aftes sluttede Spoken Word Festival med en marathongalla på intet mindre end to timer. I løbet af arrangementet fik vi så vidt forskellige optrædener som Fler’ Farver, sidste års vinder af spoken word prisen Piip Poetry, en irsk historiefortæller ved navn Niall De Burca og tidligere verdensmester i poetry slam Ian Keteku og Brad Morden. Det hele blev bundet sammen af Vigga Bro, skuespilleren der nu slår sig op som historiefortæller. Et rimeligt naturligt valg, festivalens aldersgennemsnit og fokus taget i betragtning. Hun gjorde det hæderligt – selvom det er tydeligt at hun ikke er trænet til at være vært og konferencier.

Fler Farver - Foto: Sommerglæde.dk

Hvad derimod forekom som et temmelig unaturligt valg var Fler’ Farver. Rapkollektivet der, såvidt jeg erindrer, har været lokale verdenshelte siden midten af sidste årti. Jeg ved ikke om det er dem der mangler penge, eller om festivalen har for mange – men nogen burde have sagt nej til det job. Når det så er sagt, så fungerede det simpelthen overraskende godt. Fler’ Farver gav den vanligt gas, og det var sådan set ikke til at mærke på dem, at publikum sad ned. Lydniveauet var som det plejer til sådan en koncert, og derfor sad jeg egentlig blot og ventede på at de gamle grå på forreste række, skulle have mængderabat på ambulancekørsel, når deres pacemakere satte ud. Men vi sparede ingen folkepension i denne omgang. Tværtimod så jeg kun én ældre kvinde, der forsøgte at redde resten af sin hørelse, ved konsekvent at holde fingre i ørerne og krumme sig sammen. Resten af de rynkede hænder havde travlt med at klappe og smide håndtegn.

Piip Poetry - Foto: Sommerglæde.dk

Langstrakte Piip
Derpå fulgte Piip Poetry. Sidste års vindere af Spoken Word Festival prisen. De startede med en alenlang seance om hvorledes man skulle tildele dem point. Det var desværre hverken morsomt eller brugbart, og da det viste sig hen ad vejen ikke at skulle bruges som andet, end en undskyldning for at fylde tiden ud, var det på nippet til at hidse mig alvorligt op. Det virkede i det hele taget som Linje 3 uden musik, og uden den allersjoveste nemlig Jan Glæsel (ikke at det siger så meget). Hele dette oplæg var for at der efterfølgende kunne afvikles en gang teatersport, eller poetry-slam-sport. Det hævede sig desværre ikke nævneværdigt over de indledende manøvrer, og selvom historierne momentvis havde gode takter, én af dem ligefrem noget politisk på hjerte, ja så stod det tilbage som en tam og langstrakt affære, som måske skulle have haft kniven i planlægningsfasen – det vender vi tilbage til. Piip Poetry blev i øvrigt introduceret med sentensen at; “det som skulle foregå var noget helt unikt, fordi historierne blev skabt i nuet.” Det var kun den halve sandhed. I pausen blev jeg betroet af en anden tilhører, at en del af materialet var genbrug fra deres optræden tidligere på ugen.

Niall De Burca - Foto: Sommerglæde.dk

Bonderøven
Når alt kommer til alt, er flertallet af odenseanerne nogle bonderøve. Uanset hvor kulturelt dannet man synes man selv er, kommer vi ikke uden om det faktum at vi befinder os i provinsen i Udkantseuropa, og at deraf følger, at mange dybest set sætter lige så meget pris på fodbold og fadøl som på spoken word og rødvin. Det havde arrangørerne ret genialt sørget for at imødekomme, ved at invitere den irske historiefortæller Niall De Burca ind. (Hvis du kan sige “Burka” med samme foragt som Kristian Thulesen Dahl, så udtaler du Nialls efternavn korrekt.)
Fyren her havde Vigga Bro rejst og besøgt tidligere. Essensen af hendes introduktion var, at han kom fra en egn hvor alle tilsyneladende fortalte hinanden historier altid. Hvis det er sandt, må det betyde at ikke alle historier kan have lige godt kunstnerisk potentiale. Noget kunne tyde på det, for vi fik en irer på scenen der i høj grad bar sine historier igennem på hans mimik og fagter, mere end på historiernes indhold. Det var to halvplatte historier, først om hvorledes at Englænderne fik deres sprog og dernæst om hvordan han selv først blev bange for hajer, og siden overvandt frygten. Den sidste kunne have været en udmærket fortælling, var den ikke trukket i uendeligt langdrag og sovset ulideligt meget ind i fagter og repetitioner af disse, alt sammen for i højere grad at få publikum til at grine, hvilket også lykkedes. Bonderøven fra Irland lykkedes til fulde med at underholde bonderøvene fra Odense og høstede et hysterisk bifald.

Yogatri
Højeste kunstneriske niveau nåede vi med Ian Keteku og Brad Morden. Kompetent, stærkt eksekveret og professionelt udtrykt, leverede de to canadiere (eller en ghaneser og en canadier) et forbasket godt show, som vi kunne have ønsket os meget mere af. Jeg sad tilbage med en fornemmelse af, at de to kunne have trukket læsset i showet i langt højere grad end flere af de andre optrædende. Kombinationen af de to, et par instrumenter og én af dem ad gangen, fungerede som kunst der også var underholdende. Det var dog svært for salen at følge Ian Keteku, når han fik talt sig varm på sit afroengelske, og det gjorde desværre at nogle af hans pointer faldt lige lukt til jorden, hvilket han selv ikke var sen til at påpege. Det som han og Brad Morden lever højt på, er deres forskellighed som komplementerer hinanden godt. Som sagt fik vi dem også hver for sig, og det betød at vi fik meget fin vekslen imellem Ian Ketekus udfarende, opfarende og speedsnakkende facon, og Brad Mordens følsomme, tilbagelænede og næsten arrogante univers. Autenciteten var gennemsyrende, fordi intet var sovset udnødvendigt ind i effekter, som shows lavet på det amerikanske kontinent ellers godt kan have en tendens til at være. Derimod var det netop ord og budskaber der var i centrum. Som f.eks. da Ian Keteku hyldede sin bærbare computer i digtet Ms. Vista, hvor han italesatte de glæder og sorger, der er forbundet med vores digitale (og måske virkelige) liv. Det gik så tilpas langsomt at folk der ikke er vokset op i globaliseringen, også kunne følge med.

Ian Keteku - Foto: Sommerglæde.dk

Glansnummeret er noget som Ian Keteku kalder Yogatri. Det er ikke for sarte ikke sportsudøvende mennesker og får et “don’t try this at home.” med på vejen. Bare rolig, not in a million years. Ian Keteku står, som vist på billedet, på hovedet for publikum, mens han fyrer spoken words af. Det er, udover at være ret fedt at se på, også indholdsfuldt. Desværre lader det til at denne særlige disciplin skal udvides med lidt flere positioner fra yogaens verden, før den kan komme på det olympiske program.

Vibeke Falden - Foto: Sommerglæde.dk

Og vinderen er… musikken
Dette års vinder af Spoken Word prisen på 10.000.- blev Vibeke Falden. Jeg må blankt indrømme at hende havde jeg aldrig hørt om før, men jeg vil så love at jeg – og sandsynligvis også i – kommer til at høre mere til hende. Fordi det hun laver er møghamrende fedt. Hun gav desværre kun én enkelt prøve sin kunnen. Det var nummeret “To små skibe”. Efter en gennemlytning af hendes udgivelse, som er udgivet på hhv. engelsk og dansk, giver det dog god mening fordi det er noget af det der rummer mest spoken word. Resten af pladen er fantastisk, men det er ikke spoken word, mere end det er pop, dance, undergrund og electronica. Du kan i øvrigt downloade hendes album gratis, se link i boksen nederst. Gør det!

Vinderen er dermed ret symptomatisk for hele festivalen. Som tidligere beskrevet, var dette års program nemlig i stor udstrækning sovset ind i musik. Måske som jeg også skrev, for at tiltrække et bredere publikum. Men behøver en spoken word festival det? Eller er det et krav fra kommunalt hold, at spyttes der penge i, så skal det være så bredt som muligt – og at musikken derfor var den nemme genvej til de brede masser?
Lad os nu bare sige det som det er: Der er masser af musikarrangementer i Odense. Der er noget for enhver smag. Det er meget svært at se, hvordan at Spoken Word Festival, skal bevare sit stærke særkende, når først man er trådt ind på den glidebane det er, at smide så meget musik i programmet. Vel skal byens borgere have noget for de skattekroner som går til kulturen, og vel er en festival lidt sjovere hvis der sidder fyrre i stedet for fire, men hvis præmissen for det er, at vi skal have endnu en musikfestival med lidt talte ord oveni, så nej tak. Hvis fraværet af musik på festivalen betyder, at åbnings og gallaarrangementer skal foregå på Momentum og ikke Magasinet, så er det ingen katastrofe i denne bloggers øjne. Den kunstneriske ledelse må turde sætte sig på én stol. Der kan sagtens argumenteres fagligt for, at Spoken Word også kan være rap – men det kniber med troværdigheden, når det udefra ser ud som om, at festivalens “huskunstner” får ét koncertstop for hans nye plade, som en del af takken for sit engagement, og at Tømmermændscaféen og Song Writers Night skal klemmes ind under begrebet Spoken Word. Her på bloggen er vi overbevist om, at festivalen kan blive en gedigen succes, hvis den tør satse præcis så smalt som dens titel foreskriver.
Vi håber på en festival i 2012, som tør satse på én hest, skære til og stramme op – også på gallashowet, der ikke behøver fylde to timer med indlagte tyve minutters pause. Vi er tilhængere af begrebet “at tage sig god tid”, men kun hvis man virkelig udfordrer og forundrer i den tid.

[learn_more caption="Eksterne links"]

Fler’ Farver

Piip Poetry

Niall De Burca

Ian Keteku & Brad Morden

Vibeke Falden

Vigga Bro[/learn_more]