odenseliv
Archive
Godt nytår
Kære læsere, venner, hangarounds og folk der synes vi er nogle narrøve (yep, i er også kære).
Traditionen tro laver vi om på bloggen ved nytårstid, og traditionen tro er der igen i år noget teknik der driller, så vi ikke helt er klar med det nye endnu. Det er også derfor der er lidt stille her. Vi skulle hilse fra vores splendid webmand Faust og sige, at han knokler så sveden springer. Han har faktisk ikke taget på af julemaden, så hårdt har han arbejdet med det nye Sommerglæde.dk. Vi glæder os til at vise jer det.
Allerede nu kan vi løfte sløret for at det bliver anderledes end de foregående sæsoner. For det er ikke kun et nyt fedt design vi skal have, vi får også en ny måde at prioritere vores stof på. Vores anmeldelser bliver kortere. Hvor meget er svært at sige, for vi har jo et princip om at tingene skal have den plads de behøver, men generelt har vi sat os for at stramme op og korte ind, således at du får essensen uden at blive læsetræt.
Vi vil introducere en ny ting, nemlig feature artikler omkring specielle former for kultur i byen. I denne sammenhæng skal kultur forstås lidt bredere end musik, teater, fester osv. Vi vil bruge en del tid på at researche forskellige miljøer, mennesker og kulturer i byen, for at kunne give dig et spændende indblik i områder som du garanteret ikke kender meget til. Hvad præcis det er for områder, det løfter vi sløret for, når vi præsenterer det nye design.
Så skal vi sgu også lave fjernsyn! Ikke kun det der (lidt skaldede, takket være vores manglende produktionsmuskler) live webtv som vi har kørt i forbindelse med film- og kulturmaskine festivalerne, men rigtig ægte fjernsyn som du også kan se her på bloggen. Vi har sammen med et produktionsselskab sat os for at lave ti programmer omkring interessante odenseanske kulturaktører, men vi mangler fortsat en vært/værtinde. Så har du sådan en i maven, så send os en mail på redaktion@sommerglaede.dk med dit billede og lidt om dig selv, og så kan det være det er dig vi kan bruge.
Endelig får vi en ny sektion der hedder Stil. Det bliver vores nye skribent Katrine som kommer til at stå for at sætte fokus på det æstetiske Odense. Der er med andre ord ikke tale om en modeblog, men derimod et bredt vue over stilistiske tendenser indenfor alle genrer, med vores sædvanlige udgangspunkt i hvad der rører sig her i byen.
Er der noget vi mangler? Noget du synes vi bør gøre/dække? Så giv os et praj i kommentarsporet herunder.
Fotos er gadekunst som er spottet her i byen mellem jul og nytår.
Archive
Korthuse
SOMMERGLÆDE.DK MENER:
Vi har før påpeget det tåbelige i at bygge et musik- og kulturhus. Tilsyneladende har denne blog ikke kändisfaktor nok, til at det kan få vanviddet til at ophøre. Måske det hjælper at vi tørt konstaterer at sociologen, meningsdanneren, statsministerbaskeren og opfinder af Minervamodellen Henrik Dahl, er enige med os. Som han så smukt formulerer det i gårsdagens tanteavis: “Man kommer ikke i centrum, fordi man får en berømt arkitekt til at tegne et kulturhus. Man kommer det, fordi man gør en masse for sin omverden.” Det er os en gåde hvorfor at byrådet endnu ikke har fejet planen af bordet, men derimod nu lader til at ville supplere dette prætentiøse byggeri, med et nyt H.C. Andersen hus, som skal placeres hvor Thomas B. Thriges gade i dag skærer igennem bymidten ved Fisketorvet. Hvad der er galt med det “gamle” (som er fra 2003) forstår vi ikke rigtigt. Hvad det skal optage nogle af de formentlig mest indbringende matrikler i bymidten for, er os ganske ubegribeligt. At der eventuelt skulle være to H.C. Andersen huse praktisk talt dør om dør, gør at vi overvejer om nogen bag murene på Flakhaven monstro er er gået tidligt ombord i julesnapsen og har fået dobbeltsyn.
Det kan undre at tidligere tiders store kulturbyggeprojekter rundt om i landet, ikke kan jage en passende skræk i livet på det meget kulturpalæfikserede byråd. Men når nu det ikke forholder sig sådan, kunne vi måske ty til lidt god sund fornuft, igen leveret af Henrik Dahl i Berlingeren: “Hvad skal vi gøre?” er et spørgsmål han ofte bliver stillet, når han holder foredrag i Udkantsdanmark. Han påpeger at der findes mental geografi. At et geografisk udkantsområde som København sagtens kan være et mentalt centrum. Som Dahl så sandt siger: “Det er meget komplicerede processer, der fører til, at den geometriske periferi i ét tilfælde bliver til mental periferi, mens den i et andet bliver til mentalt centrum. Én ting skal man dog huske: det er alt sammen menneskeværk.”
Geografisk er Odense centrum, men vi fristes til at tænke den tanke, at nogle af byens fremmeste mænd og kvinder, har en snigende forskydning på deres mentale kompas, som gør at Odense pludselig er på randen af at være udkant, og derfor må plastres til med kulturhuse i alle afskygninger for enhver pris.
Vi kan forsikre for at dette ikke er tilfældet. Ikke desto mindre kan det dog meget vel gå hen og blive en selvopfyldende profeti, skulle man vitterligt få bygget alle disse palæer. For sådanne mursten spiser penge. Mange mursten spiser mange penge. Penge som udemærket kunne blive brugt til at skabe unikke kulturelle arrangementer. For det er sådan med disse bygninger man agter at bygge, at fyldes de ikke med ægte kunstnerisk initiativ og er der ikke penge til at finansiere folk med emhætten tilstrækkeligt skævt monteret, ja så falder de sammen som korthuse. Og det er uanset om indholdet er musik eller gamle digte.
[learn_more caption="Læs mere..."]
Læs: Hus Forbi
Læs: I Udkanten af Henrik Dahl (Eksternt link)
Læs: Stort HCA-Eventyrhus kan være på vej (Eksternt link)
Foto: Flickr (Eksternt link)
[/learn_more]
Archive
Gallagøjl
I aftes sluttede Spoken Word Festival med en marathongalla på intet mindre end to timer. I løbet af arrangementet fik vi så vidt forskellige optrædener som Fler’ Farver, sidste års vinder af spoken word prisen Piip Poetry, en irsk historiefortæller ved navn Niall De Burca og tidligere verdensmester i poetry slam Ian Keteku og Brad Morden. Det hele blev bundet sammen af Vigga Bro, skuespilleren der nu slår sig op som historiefortæller. Et rimeligt naturligt valg, festivalens aldersgennemsnit og fokus taget i betragtning. Hun gjorde det hæderligt – selvom det er tydeligt at hun ikke er trænet til at være vært og konferencier.
Hvad derimod forekom som et temmelig unaturligt valg var Fler’ Farver. Rapkollektivet der, såvidt jeg erindrer, har været lokale verdenshelte siden midten af sidste årti. Jeg ved ikke om det er dem der mangler penge, eller om festivalen har for mange – men nogen burde have sagt nej til det job. Når det så er sagt, så fungerede det simpelthen overraskende godt. Fler’ Farver gav den vanligt gas, og det var sådan set ikke til at mærke på dem, at publikum sad ned. Lydniveauet var som det plejer til sådan en koncert, og derfor sad jeg egentlig blot og ventede på at de gamle grå på forreste række, skulle have mængderabat på ambulancekørsel, når deres pacemakere satte ud. Men vi sparede ingen folkepension i denne omgang. Tværtimod så jeg kun én ældre kvinde, der forsøgte at redde resten af sin hørelse, ved konsekvent at holde fingre i ørerne og krumme sig sammen. Resten af de rynkede hænder havde travlt med at klappe og smide håndtegn.
Langstrakte Piip
Derpå fulgte Piip Poetry. Sidste års vindere af Spoken Word Festival prisen. De startede med en alenlang seance om hvorledes man skulle tildele dem point. Det var desværre hverken morsomt eller brugbart, og da det viste sig hen ad vejen ikke at skulle bruges som andet, end en undskyldning for at fylde tiden ud, var det på nippet til at hidse mig alvorligt op. Det virkede i det hele taget som Linje 3 uden musik, og uden den allersjoveste nemlig Jan Glæsel (ikke at det siger så meget). Hele dette oplæg var for at der efterfølgende kunne afvikles en gang teatersport, eller poetry-slam-sport. Det hævede sig desværre ikke nævneværdigt over de indledende manøvrer, og selvom historierne momentvis havde gode takter, én af dem ligefrem noget politisk på hjerte, ja så stod det tilbage som en tam og langstrakt affære, som måske skulle have haft kniven i planlægningsfasen – det vender vi tilbage til. Piip Poetry blev i øvrigt introduceret med sentensen at; “det som skulle foregå var noget helt unikt, fordi historierne blev skabt i nuet.” Det var kun den halve sandhed. I pausen blev jeg betroet af en anden tilhører, at en del af materialet var genbrug fra deres optræden tidligere på ugen.
Bonderøven
Når alt kommer til alt, er flertallet af odenseanerne nogle bonderøve. Uanset hvor kulturelt dannet man synes man selv er, kommer vi ikke uden om det faktum at vi befinder os i provinsen i Udkantseuropa, og at deraf følger, at mange dybest set sætter lige så meget pris på fodbold og fadøl som på spoken word og rødvin. Det havde arrangørerne ret genialt sørget for at imødekomme, ved at invitere den irske historiefortæller Niall De Burca ind. (Hvis du kan sige “Burka” med samme foragt som Kristian Thulesen Dahl, så udtaler du Nialls efternavn korrekt.)
Fyren her havde Vigga Bro rejst og besøgt tidligere. Essensen af hendes introduktion var, at han kom fra en egn hvor alle tilsyneladende fortalte hinanden historier altid. Hvis det er sandt, må det betyde at ikke alle historier kan have lige godt kunstnerisk potentiale. Noget kunne tyde på det, for vi fik en irer på scenen der i høj grad bar sine historier igennem på hans mimik og fagter, mere end på historiernes indhold. Det var to halvplatte historier, først om hvorledes at Englænderne fik deres sprog og dernæst om hvordan han selv først blev bange for hajer, og siden overvandt frygten. Den sidste kunne have været en udmærket fortælling, var den ikke trukket i uendeligt langdrag og sovset ulideligt meget ind i fagter og repetitioner af disse, alt sammen for i højere grad at få publikum til at grine, hvilket også lykkedes. Bonderøven fra Irland lykkedes til fulde med at underholde bonderøvene fra Odense og høstede et hysterisk bifald.
Yogatri
Højeste kunstneriske niveau nåede vi med Ian Keteku og Brad Morden. Kompetent, stærkt eksekveret og professionelt udtrykt, leverede de to canadiere (eller en ghaneser og en canadier) et forbasket godt show, som vi kunne have ønsket os meget mere af. Jeg sad tilbage med en fornemmelse af, at de to kunne have trukket læsset i showet i langt højere grad end flere af de andre optrædende. Kombinationen af de to, et par instrumenter og én af dem ad gangen, fungerede som kunst der også var underholdende. Det var dog svært for salen at følge Ian Keteku, når han fik talt sig varm på sit afroengelske, og det gjorde desværre at nogle af hans pointer faldt lige lukt til jorden, hvilket han selv ikke var sen til at påpege. Det som han og Brad Morden lever højt på, er deres forskellighed som komplementerer hinanden godt. Som sagt fik vi dem også hver for sig, og det betød at vi fik meget fin vekslen imellem Ian Ketekus udfarende, opfarende og speedsnakkende facon, og Brad Mordens følsomme, tilbagelænede og næsten arrogante univers. Autenciteten var gennemsyrende, fordi intet var sovset udnødvendigt ind i effekter, som shows lavet på det amerikanske kontinent ellers godt kan have en tendens til at være. Derimod var det netop ord og budskaber der var i centrum. Som f.eks. da Ian Keteku hyldede sin bærbare computer i digtet Ms. Vista, hvor han italesatte de glæder og sorger, der er forbundet med vores digitale (og måske virkelige) liv. Det gik så tilpas langsomt at folk der ikke er vokset op i globaliseringen, også kunne følge med.
Glansnummeret er noget som Ian Keteku kalder Yogatri. Det er ikke for sarte ikke sportsudøvende mennesker og får et “don’t try this at home.” med på vejen. Bare rolig, not in a million years. Ian Keteku står, som vist på billedet, på hovedet for publikum, mens han fyrer spoken words af. Det er, udover at være ret fedt at se på, også indholdsfuldt. Desværre lader det til at denne særlige disciplin skal udvides med lidt flere positioner fra yogaens verden, før den kan komme på det olympiske program.
Og vinderen er… musikken
Dette års vinder af Spoken Word prisen på 10.000.- blev Vibeke Falden. Jeg må blankt indrømme at hende havde jeg aldrig hørt om før, men jeg vil så love at jeg – og sandsynligvis også i – kommer til at høre mere til hende. Fordi det hun laver er møghamrende fedt. Hun gav desværre kun én enkelt prøve sin kunnen. Det var nummeret “To små skibe”. Efter en gennemlytning af hendes udgivelse, som er udgivet på hhv. engelsk og dansk, giver det dog god mening fordi det er noget af det der rummer mest spoken word. Resten af pladen er fantastisk, men det er ikke spoken word, mere end det er pop, dance, undergrund og electronica. Du kan i øvrigt downloade hendes album gratis, se link i boksen nederst. Gør det!
Vinderen er dermed ret symptomatisk for hele festivalen. Som tidligere beskrevet, var dette års program nemlig i stor udstrækning sovset ind i musik. Måske som jeg også skrev, for at tiltrække et bredere publikum. Men behøver en spoken word festival det? Eller er det et krav fra kommunalt hold, at spyttes der penge i, så skal det være så bredt som muligt – og at musikken derfor var den nemme genvej til de brede masser?
Lad os nu bare sige det som det er: Der er masser af musikarrangementer i Odense. Der er noget for enhver smag. Det er meget svært at se, hvordan at Spoken Word Festival, skal bevare sit stærke særkende, når først man er trådt ind på den glidebane det er, at smide så meget musik i programmet. Vel skal byens borgere have noget for de skattekroner som går til kulturen, og vel er en festival lidt sjovere hvis der sidder fyrre i stedet for fire, men hvis præmissen for det er, at vi skal have endnu en musikfestival med lidt talte ord oveni, så nej tak. Hvis fraværet af musik på festivalen betyder, at åbnings og gallaarrangementer skal foregå på Momentum og ikke Magasinet, så er det ingen katastrofe i denne bloggers øjne. Den kunstneriske ledelse må turde sætte sig på én stol. Der kan sagtens argumenteres fagligt for, at Spoken Word også kan være rap – men det kniber med troværdigheden, når det udefra ser ud som om, at festivalens “huskunstner” får ét koncertstop for hans nye plade, som en del af takken for sit engagement, og at Tømmermændscaféen og Song Writers Night skal klemmes ind under begrebet Spoken Word. Her på bloggen er vi overbevist om, at festivalen kan blive en gedigen succes, hvis den tør satse præcis så smalt som dens titel foreskriver.
Vi håber på en festival i 2012, som tør satse på én hest, skære til og stramme op – også på gallashowet, der ikke behøver fylde to timer med indlagte tyve minutters pause. Vi er tilhængere af begrebet “at tage sig god tid”, men kun hvis man virkelig udfordrer og forundrer i den tid.
[learn_more caption="Eksterne links"]
Vigga Bro[/learn_more]
Archive
Gale mænd og flotte kjoler
Det er længe siden vi holdt op med at skrive om mode. Men det er ikke ensbetydende med at vi har valgt mode fra som emne. Hvis det giver mening, i denne sammenhæng gør det, så skriver vi naturligvis om mode. Men da undertegnedes viden udi mode er ganske begrænset (udover at jeg får point for god smag, se bare her), måtte jeg ty til ekstern konsulentbistand. Ind fra højre kom derfor Conery.dk og Aniston.dk’s modeblogger Sandra Schjødt, som gladeligt kastede sig ud i at bedømme noget så atypisk som en modeudstilling. Væk med glitter, kindkys og selvfedme og ind med noget saglig viden om mode, fra dengang Don Draper var centrum af verden (hans egen, vel at mærke.)
Tidens Samling har nemlig begået en udstilling om moden, fra den tid som disse års mest omtalte tv-serie Mad Men, handler om. Der var med andre ord lagt op til højt bikubehår, strutkjoler, toxidos og cigarer. Det var simpelthen for fristende til ikke at tage med, når man nu er lidt en sucker for retrostil.
Så lørdag formiddag blev spenderet i en em af 60′erlooks og overdådighed. Tidens Samling har en tilsyneladende trofast fanskare. I hvert fald er de to receptioner jeg har været til på stedet, kendetegnet af at der er stuvende fuldt. Derfor kan det også være svært at se udstillingen for bare mennesker. Det havde samlingen så taget højde for, ved at lade udstillingen spadsere rundt, i levende live, som det fremgår af billederne her.
Og hvordan var det så Sandra Schjødt, at opleve moden fra dengang din farmor var ung? “Jeg syntes at det var en enestående udstilling. Et gennemført 60′er univers at opholde sig i, med alt hvad det indebærer af udsmykning, scenarier (i rigtig cocktailbar 60′er stil) også selvfølgelig kjolerne, taskerne og alt andet tilbehør i den kategori. Lidt som at bevæge sig rundt til et rigtigt 60′er cocktailparty anno 2011 og samtidig som at befinde sig i den smukkeste garderobe man kunne tænke sig.”
Er der noget af det vi ser på udstillingen som går igen i dagens modebillede? “60′er moden er pt en del af modebilledet anno 2011, om det er det sensuelle Mad Men univers med taljeret cocktailkjoler, eller det twiggy-inspirerede univers med mere girly snit eller A-formede kjoler uden talje, spiller ikke den store rolle – begge dele fylder meget. I Mad about fashion udstillingen blev der dog sat meget fokus på tv-serien Mad Men og hele det univers og den dertilhørende mode og med god grund. Hele baggrunden med kvindernes frigørelse og status ændring, passer rigtig godt sammen med modens udvikling på daværende tidspunkt (fra fin feminin hustru anno 1940′erne-1950′erne, til succesrig og sensuel power kvinde anno 1960′erne). En epokegørende periode i kvindefrigørelsens historie og modens historie på samme tid, som nu er blevet en del vor tids mode anno 2011. Dog med den misundelige følelse af at vi ikke kan opleve perioden og moden som den oprindeligt var.”









