Sommerglæde | Category Archives: musik

Dexter har, som alle andre små steder, et svingende udbud. En væsentlig overlevelsesstrategi i og med at byen ikke er større. Denne aften bød på Ibrahim Electric som jeg aldrig har set før. “Ej har du ikke det? Du er da for lam – de er møgfede.” fik jeg blæst i knolden af en pige i køen. Hun havde ret. Information har tidligere kaldt dem “bedre end viagra.” De har også ret.

Ibrahim Electric - Foto: Søren W. Matthesen

Nicklas Knudsen, Jeppe Tuxen og Stefan Pasborg kommer ind på scenen på et fuldstændig overproppet Dexter og går på uden så meget pis. “Hej vi hedder Ibrahim Electric og nu vil vi spille Hard Rock [et eller andet som jeg ikke hørte]. Og så var der ellers guitar, og trommer og hammond orgel i et tempo som straks får det store, men også meget blandede publikum med. Alle som én.
For alle tre, men især guitarist Nicklas Knudsen kan noget med at være på. Han har en ansigtsmimik, et garn og en hovedform som Anders Lund Madsen på syre (mere syre end Anders måtte være på i forvejen altså). Hans vilde guitarhåndtering, kombineret med stirrende øjne og totalt påtaget klodsede bevægelser, kreerer en skabagtigt morsom sceneoptræden som er helt og aldeles unik. Han står faktisk i perioder og lip-syncer sine stålbefængte guitarnoder. Det er røv fedt.

Det som står klarest hele koncerten igennem, er de tre herrers eminente instrumenthåndtering. De er hver for sig ekvilibrister, men kan heldigvis lige så godt sammen – hvilket egentlig er sjældent set. Desuden er de ikke bange for at lade numrene løbe af med sig, således at vi får lov til, talrige gange at opleve hver instrumentalist i fuldt flor. Det lykkedes desværre for lydmanden at ødelægge en af Jeppe Tuxens soloer. Generelt om de der lydmænd på små spillesteder: Amatører landkrabber civilister.

Tempoet er højt hele vejen igennem. Det er fedt, men det er bestemt også rart at komme ned i tempo lidt, til Rochester Suite. Og så lige et trivia: Det var en engelsk titel. Men vi fik titler på både dansk, Hr. & Fru. Satan og tysk; Der Alte Das Boot også. Den sidste fik de publikum til at råbe med på, og indførte samtidig tvangsdans foran scenen, hvilket medførte at at det hele gik fra at være lean-forward listening til ren rockkoncertoplevelse. En gruppe amerikanske piger som havde taget plads omkring fotograf Søren W. og jeg, var helt oppe forrest og fyre den af. Bagefter sagde én af dem: “Please give them a great review. They were just awsome!” -Det være hermed gjort.

Ibrahim Electric

På Spotify

Archive

26. januar 2012 by Jens Dræby

Der synges mod målet

Anmeldelsen er tagget som både scenekunst og musik. Scenekunst fordi scenografien, kostumerne og skuespillerne sikrede at vi oplevede Odense stadion på Sukkerkogeriet og musik fordi forestillingen bogstavelig talt var otte mænd, der på skift, kun sang sange. Alt omkring denne opsætning, “Tribunehelte” skreg simpel maskulin musical. Det var ikke en musical så meget som det var en koncert med utroligt karismatiske sangere, flot koreografi og symbolik.

Jeg fortryder at jeg læste programmet før forestillingen, fordi hele forestillingen som sådan stod beskrevet med alle de sange der blev sunget over de to akter. Det havde været perfekt, hvis jeg var inde for at se en hvilken som helst anden musical eller optræden med musik, men her var programmet ødelæggende for forventningerne til handlingsforløbet. Det var samtidigt et handlingsforløb, der sigtede skidt men ramte godt. Ideen var fantastisk. At fremstille en fodboldkamp som en følelsesmæssig rutsjebane gav fabelagtig grobund til de otte mænds sange, der skiftevis udtrykte den glæde man finder i fælleskabet, den vrede man ser i uretfærdigheden på banen og i ens eget liv og samtidig også den eftertænksom man finder i fodboldkampen som tilflugtsted fra den vanskelige virkelighed.

Tribunehelte - Pressefoto

Claus Riis Østergaard og Lars Simonsen, begge to kendte spillere hos Odenses teatergængere leverer sædvanlige stilsikre udtryk som hhv. humørsvingende stresset jakkesæt og alkoholisk opgivende deltidsmaskot. Det er dog tre andre knap så typiske for Odense Teater, der stjæler forestillingen totalt. Klaus Andersen var perfekt som socialt akavede men talentfulde og romantiske nørd, der problemfrit gik fra at være forestillingens komiske indslag til rigtig at gøre sange som Outlandish’s “Aicha” og Tobias Triers “Hvorfor Kommer Hun Ikke” til sine replikker og følelser. Det var ikke på samme måde tilfældet for Erling Hjernøs cool nonchalante persona, der ikke syntes at høre hjemme på stadion som det gør på Dexter. Tilgengæld var han udsat for en af koncertens største musikalske udfordringer.

Rasmus Lyberth i Tribunehelte - pressefoto

Desværre eller heldigvis er hele “I like the way” som Hjernø sang den kun for dem der ser forestillingen. Behøver jeg forklare hvorfor? Det var så vildt overraskende og imponerende at opleve en midaldrende hvid man rappe sig let igennem Andre 3000 og Big Bois doubletempo vers kun akkompagneret af klaver og trommen på madkasse.

Slutningen på forestillingen var et skuffende cover af Aretha Franklins “Respect” udført af Sanne Graulund, den eneste kvinde i koncerten. Den endelige slutning lød langt bedre i Rasmus Lyberths atmosfæriske grønlandske solo “Inuuneq Nutaaq”, der på engang perfekt symboliserede Grønlænderens accept af sine rødder og samtidigt virkelig bjergtog et publikum der indtil nu var vant til pop melodier og danske slagsange.

Archive

23. januar 2012 by Søren Sommerglæde

Interview: Neon og Berlin – del 2

Der er sunget om dem, digtet om dem, de er blevet hånet og glorificeret. Nogle opnår status som var de rockstjerner, andre lever en mere anonym tilværelse bag provinsdiskotekernes mixerpulte. Men uanset hvem de er og hvor de spiller, synes de at være højt feterede. Hvem er de, de der nattelivets helte som uge efter uge holder liv i dansegulvet og omsætning i baren, med deres stabile mix og individuelle stil? Undertegnede satte sig for at lave en serie artikler om byens DJs. Og måske på vejen selv få et flashback, til tiden som pladevender, tallerkenrytter, eller hvad man nu kaldte det, dengang denne blogger og dette årtusind var purungt.

Det første interview er med Neon Flux og fik du ikke første del med, så læs den her.

Neon Flux - Foto: Birk Kromann

BarRar 
Da vi endelig fanger hende til billeder på BarRar, slår det mig, at cocktails og house faktisk også godt kan kombineres, med den fortættede stemning af hygge mellem gode venner, som altid præger stedet. Stabilt, upåvirket og næsten nonchalant står Neon Flux, i øvrigt uden så meget som skyggen af diskolys – neon eller ej – med sin mixer foran sig. Som om at det at hælde en portion cornflakes op, ville være mindre trivielt end det hun har gang i denne aften. For den dag vi sidder på Kræz og interviewer, lufter jeg min udtrykkelige tvivl om hvorvidt at hendes stil ville være noget der duede som lydtapet på BarRar. “Jeg starter også altid aftenen med noget let lounge-house” siger hun og gestikulerer med hånden, som i “rolig nu”. Men efter tolv får den gas forsikrer hun. “BarRar er stedet hvor man kan eksperimentere. Hvor jeg kan prøve af om noget virker eller ikke virker.” siger hun og fortsætter: “Fordi det er så intimt et sted, og fordi der er så meget tryk på altid. Står der bare to og danser, føles det jo som om alle er med.” Der er ingen der danser mens at Birk Kromann har sit spejlrefleks fremme for at forevige Neon Flux. Det skulle da lige være fyren med krøller som forelsker sig så meget i Birk at det ender med at få den stakkels gut smidt på porten. Men det lader ikke til at være hverken Birk eller musik der bærer ansvaret for den manglende dans. Sådan er stemningen bare. Måske er det fordi der er flest som jeg denne aften. Os der mener at dem der danser, er dem der ikke har råd til at stå i baren. “Men de kan fandme give den gas dernede.” siger Neon Flux og giver den så meget på den fynske accent at et hvert spørgsmål om hendes oprindelse herefter er streget fra blokken.

Kunstnerisk Integritet 
“Hvis ikke jeg selv tænder på det, så spiller jeg det ikke.” siger Neon Flux. Og det er måske forskellen på hende nu, og hende fire år tidligere som nybagt DJ. “Dengang kunne jeg godt sige; Nårh okay det virker! Og så spille det.” I dag beskriver hun sig selv som havende udviklet en kunstnerisk integritet, som har en klar afsmitning på hvor selektiv hun er, når hun handler nye numre ind på Beatport og Traxsource. “Selvom jeg dengang havde en masse kendskab til elektronisk musik, så får du bare en helt anden tilgang, når du selv begynder at spille det.” siger hun. “I dag hører jeg numre på en helt anden måde og jeg analyserer meget mere.” Men det er ikke for at udvikle et krukket særkende, således at hendes lyd bliver let identificerbar. Neon Flux er ikke ude i et personligt brandingprojekt med en plads på scenen i Parken som foreløbigt mål.
Der ligger også en ydmyghed overfor publikum hos hende, som undertegnede og følge bemærker denne halvsene januaraften på BarRar. En underspillethed der, som tidligere nævnt virker nonchalant, men som samtidig gør sig udslag i en respekt, så der ikke bare bliver knaldet op for lydstyrken, selvom publikum stiger i antal og lydstyrke. Det er deres aften. De er der for at hygge sig og hun er deres øregangsmassør. De er der ikke for at blive benovet over hendes kunnen og hendes brand. En attitude der står i skærende kontrast til mange DJs. “Jeg koncenterer mig om at skabe en fest.” som hun selv formulerer det. “Det er for mig, ikke en drøm om at sige; Nu skal jeg være den nye Morten Breum.” Tak, tænker jeg stille og erindrer mit éne møde med Morten, der efterlod mig med lyst til at holde ham strakt ud i den ene arm og kvæste ham med næven fra den anden.

Påvirkning
Sådan er det jo. Dem vi møder, og det vi gør påvirker os. “Og det giver da en enorm selvtillid når man ser folk gå helt amok til det man laver” siger Neon Flux og fortsætter; “Det lyder måske som en kliché men jeg er meget taknemmelig for det.” Hun sidder lidt, kigger i kaffen, leder efter ordene. “Når nogen kommer og siger, det er enormt fedt det du laver, så.. så rører det mig dybt.” siger hun. “Jeg har aldrig savnet opbakning til noget jeg har gjort, men trods det er der ingen der skal komme og sige at kvinder har det nemmere i den her verden, bare fordi der er flest mænd.” Jeg sidder lidt forbløffet og kigger på hende. Vi er tilbage ved mit første spørgsmål. Hun slår selv krøllen på interviewet. Som at det hele fra hendes side har været ét langt mix i 140 bpm som nu er slut, og det markeres lige med det nummer vi startede med, så alle ved at nu er ringen sluttet.
På BarRar er aftenen først lige begyndt for Neon Flux, hvis DJ navn i øvrigt er inspireret af kulttegneserien Æon Flux. Birk har skudt de sidste billeder. Jeg skal i radioen om nogle få timer. Så selvom kombinationen af øl, BarRar og Neon Flux godt kunne holde os fanget, bryder vi op. På vej hjem nynner jeg min egen udgave af den gamle Ove Sprogøe og Dirch Passer klassiker: “Der kommer altid en DJ og endnu en fest..”

Hvem: Christina Langthjem aka. Neon Flux

Stil: Electronica, Minimal, Progressive Psytrance

Hvor: BarRar

Neon Flux Fanpage på Facebook

Indtil sommerferien bringer vi interviews med forskellige odenseanske DJs. Næste interview bliver med APJ.

Archive

16. januar 2012 by Søren Sommerglæde

Interview: Neon og Berlin – del 1

Det første interview er med Neon Flux. Jeg møder hende en martsdag på Café Kræz over en danskvand og kaffe. En dag hvor det for én gangs skyld ikke er hendes musik, men hende selv der skal tale.

Neon Flux - Foto: Birk Kromann

Kvindekortet
Det kan undre, at den socialdemokratiske Mette Frederiksen og hendes horder af ligestillingsmokker, ikke har fået øjnene op for DJ branchen. “Mandsdomineret” virker faktisk som et alt for underdrevet. “Ikke at jeg har brugt det bevidst, men jeg tror da det var en fordel i starten.” Vi taler om kvindekortet mens jeg finder notesbog frem og tjeneren knapper danskvand op. På stående fod kan hun da også kun remse tre kvindelige DJs, inden for bygrænsen op, og det efterlader unægtelig en fornemmelse af, at det sikkert slet ikke er nødvendigt at spille kvindekortet som DJ. Det kan meget vel blive spillet for en helt af sig selv.

Men dybest set mener Neon Flux, der også går under det borgerlige navn Christina Langthjem, at det kun er et spørgsmål om tid før alle andre finder ud af, at man er DJ som de fleste. Måske er det fordi hendes stil, både musisk og fremtoningsmæssigt ikke har noget udpræget feminint over sig. Der er ikke meget lyserøde hørebøffer og matchende puffs over det kortklippede sorte hår og den stramme minimale eletronica/techno og progressive psytrance som Neon Flux beriger de odenseanske dansegulve med.

Halvfemsertyskereurodancetechno
Neon Flux har altid spillet den samme stil, og det aftvinger stensikkert professionel respekt, for i en branche med hård konkurrence og angreb fra clubkids med MacBooks der tror de skal være DJ, kunne det nok nemt friste at spille noget der var en anelse mere kommercielt end den lyd som Neon Flux leverer. Selvom det hele startede med Eurodance og DJ Bobo, så var det mere den mørke tyske technoundergrund, der trak i Neon Flux, dengang i sluthalvfemserne, hvor lydtapetet ellers nemt kunne have handlet om alt fra barbiedukker til bip-bip kæledyr i lommeformat, uden at der af den grund kunne høres forskel.

Vi griner, af hvide parachute bukser og Pisang Ambon tilsat rigelige mængder Hadaway og Sash! Og for et kort øjeblik er det som om, at vi for vores indre øjne ser den samme film fra 90erne, der slutter med alt for grimme billeder af én selv i Buffalo støvler og mindst tre farver i håret.

Neon Flux - Foto: Birk Kromann

Musik er minder
Tøjstilen er heldigvis skiftet ud, men musikken er højest opdateret – til det som i dag kaldes house og minimal og som flyder i en lind strøm fra syd for grænsen, præcis som det var dengang. “Dubstep er ikke så fedt” siger hun og kigger ud i luften. “Min kæreste er helt vild med det og hører det rigtig meget.” Det fordrer ikke et stilskifte for Neon Flux. Men hvad er det der gør at hun holder fast i house og techno? “Det er en følelse” siger hun og begynder næsten automatisk at nikke med hovedet. “Altså uanset hvor jeg er kan jeg ikke sidde stille til det overhovedet.” Hun kigger ned på kaffen. “Musik er for mig en måde at kokse ud på, men også en måde at hente et minde frem på. Hvis jeg skal have et bestemt minde frem, ved jeg lige præcis hvad jeg skal sætte på.” siger hun.

Specialeoverspringshandling
Neon Flux lærte sig selv at spille DJ mens hun skrev speciale på uddannelsen i international virksomhedskommunikation i 2008. “Det lyder måske lidt åndssvagt” siger hun og skraldgriner “men jeg tænkte det er nu eller aldrig.” Hendes første job faldt nytårsaften samme år, og siden da har (natte)livet budt på et væld af opgaver. “Når jeg tænker tilbage på det (første job red.) så var jeg ved at brække mig. Jeg var så nervøs og jeg havde bare slået fuldstændig fra.” siger hun. At køre nytårsfesten op hos en af byens førende leverandører af partybelysning, burde også kunne fremkalde premierenerver hos de fleste. Der er dog trods alt tale om folk, som hører mangt og meget.

Den videre karriere var ikke et udslag af en dygtig manager eller minutiøs karriereplanlægning afslører Neon Flux. Derimod gjorde et godt netværk i byens elektroniske miljø gavn, da den forholdsvis uerfarne partypusher skulle ud og redde sig flere timer bag pultene rundt om i byen. “Og så er Facebook jo alletiders medie til at skaffe sig nye netværk” siger hun. Omend starten var beskeden med firmafester og så en tur omkring det nu lukkede Off-Site på Brogade, så har Neon Flux nu fået sig etableret som en del af det faste lydmøblement på BarRar sammen med APJ og Moto.

“Hvis ikke jeg selv tænder på det, spiller jeg det ikke”. Læs anden halvdel af interviewet med Neon Flux i næste uge.

Hvem: Christina Langthjem aka. Neon Flux

Stil: Electronica, Minimal, Progressive Psytrance

Hvor: BarRar

Neon Flux Fanpage på Facebook

Næste del af interviewet bringes mandag den 23. januar. Indtil sommerferien bringer vi interviews med forskellige odenseanske DJs

Archive

1. december 2011 by Jens Dræby

Voodooglitch på Posten

Det var et arrangement der begyndte virkelig dårligt. Take Notice #3. Der var ingen mennesker kl. 20 og 21, de tidspunkter hhv. Postens hjemmeside og facebookbegivenheden havde meldt at koncerterne begyndte. De første der kom til var bare en julefrokost, der vistnok kendte en af aftenens acts. Shatter Hands var desværre en ganske ligegyldig optræden for de få mennesker der ventede på at Eloq gik på. Her var der et problem. Tit var publikum ganske enkelt af større interesse, fordi man nemt kunne spotte aftenens kunstnere i færd med vurdere deres kollegaer, Eloq havde f.eks. både Kidd og resten af et Cheff records slæng med sig, Khal Allan og Kid Kishore kunne også findes i krogene.

Eloq havde forberedt sig på fest, modsat et par af aftenens andre acts, med et stykke med Zelda Tema, noget dubstep junglebogen og bedst af alt hans egne skæringer, der bl.a. var et fint remix af Missy Elliot’s “Get Ur Freak On” og noget fra hans spritnye EP Mysterious. Hvis der havde været mennesker nok, så var arrangementet nu igang. Hvis man nu skal sige noget overordnet om Take Notice #3 så er det forsøget på at bringe skæv elektronisk musik ud til provinsen, ud til Odense, ud til os der er vant til go’ gammeldags popmusik når vi tager i byen. Det gjorde Eloq, og han var formentlig den bedst kendte og mest populære den aften, selvfølgelig pga. hans arbejde hos Cheff Records og med Kidd. Eloq var på alle måder en helt nødvendig tilstedeværelse. Nappion og Kriswontwo var derimod overhovedet ikke nødvendige og tilhører ikke aftenens progressive standarder. Først og fremmest var selve samarbejdet mellem danmarks bedste beatboxer og den elektroniske soul/funker kriwontwo upassende som et møde mellem klassisk hip-hop og electronica. Deres konstante reminder om kommende ep og foregående udgivelser lød for meget af promovering og ungdomsfestival, end det var koncert og interessant på noget plan. Det var som om aftenen først rigtigt begyndte kl. 23.

Exampler og Barbara Moleko - Foto: Jens Dræby

Dj’s kan sagtens være fremragende live oplevelser, og hip-hop burde være tilstrækkeligt med MC, DJ og Turntables. Det gav bare det ekstra umf da exampler fyldte scenen med sit band og gav den med overbevisende liveversioner af numrene fra debut albummet Hunters and Collecters. Kontrasten mellem foregående trivielle hip-hop performance og Examplers glitch-hop gjorde det så meget mere imponerende at se samspillet mellem bandet og de få publikummer var med hele vejen. Og så var der også Barbara Moleko, hvis vokal og udadvendte live persona skabte en varme og menneskelighed et elektronisk event kan savne så hurtigt.

For djævlen hvor var det vildt det der skete få minutter efter Exampler var færdige! En kølig Kid Kishore aka DJ HVAD havde stillet sit udstyr op stille og roligt og som en giftpil fra et pusterør var man ramt lige med det samme. Der var tale om meget mere end et Dj sæt. Det var en trance session dirigeret af en energipumpende jakkesætklædt heksedoktor, der med sin afrikanske danserinde og egne obskure bevægelser skabte så meget kraft på scenen at posten gik fra spillested til tempel og vi gik fra publikum til disciple. Ærefrygt gjorde at man ikke turde bevæge øjnene væk fra en mand hvis virkelighed lod til at være en helt anden. DJ HVAD skabte virkelig bare kunst med uforglemmelig katharsis for de få der den aften blev indlemmet i en perkertech-bhangrabass-IDM kult. Det var klimaks den aften, men Khalazer var det friske pust af solide glitch beats af Dr. Syntax fra Analogik og skæv koijnesqe vokal og rap fra Khal Allan, som man lige manglede for at blive bevidst igen. Desværre trak arrangementet for langt ud og Slugabed kom til at virke påtrængt og han selv undskyldte nærmest for at de fleste var gået, selvom klokken kun var lidt over et.

Afslutningsvis var aftenens vært på oprigtig sørgelig vis ude for at tigge os om at medbringe vores venner for at holde et event som Take Notice i live. Det er åbenbart postens helt store hage, at promovere og sælge deres events. Men musikkens målgruppe var også snæver i en by som Odense, havde der bare været flere hypede og superrelevante acts som Eloq, så kunne man måske begynde at lære Odenseanerne at lytte lidt mere til glitch.

[learn_more caption="Links"]

[/learn_more]