Artist Walk & Talk
billedkunst
Archive
ArteFakter ’12
Blandingen mellem etablerede kunstnere og nye talenter er altid interessant og årets ArteFakter på Mukemøllestræde er ingen undtagelse. Men som med så meget andet hvor nye kunstnerspirerer er med, er der også nogle der burde overveje om det er den vej de skal gå.
Eyez v 1.1 - Foto: Sommerglæde.dk
Vi starter med et par etablerede navne. Dan Eskekilde har et alenlagt CV med mange forskellige udstillinger og kunstforløb på samvittigheden. Jeg synes altid at det han præsterer er spændende, og til min overraskelse viste det sig at et af hans værker er noget af det jeg har beundret mest ved årets Phonofestival, uden at vide det var hans.
I kælderen på ArteFakter udstiller han nemlig Eyez v.1.1 sammen med Magnus Fuhr. Et videoværk som hang ved store scene på Phonofestival. Det gjorde sig rigtig godt dengang, men fungerer faktisk endnu bedre i det supersmalle kælderrum under huset på Munkemøllestræde. Tilsat musik som sagtens kunne være hevet direkte fra festivalen (hvis ikke det er det) skaber værket en sjov intimitet mellem sig selv og beskueren.
Dan har også begået et andet, noget mere politisk værk. På 1. salen står en dør iklædt Dannebrog. Foran ligger ituslåede tallerkener. Selvom det måske umiddelbart giver en idé om hvad det drejer sig om, er historien noget mere overraskende. Det viser sig at CNN, i jagten på underlige nytårstraditioner, skulle have fundet ud af at danskere hvert nytår smider tallerkener på deres venners hoveddør. Angiveligt for at indikere at man er venner!?! CNN har ingen kilde på historien, men er den sand, så har jeg ingen venner åbenbart. Det er smart tænkt at iklæde døren vores flag, og dermed sætte en masse undertoner i gang omkring hvem vi er venner med eller ej.
Martin Craggs er et andet af de etablerede navne. Han har igennem nogle år stået for at lave en masse fotoudstillinger i byen, og har selv meget aktivt foreviget en masse af byens subkulturbegivenheder. Martin er oprindeligt tysker englænder opvokset i Tyskland, og det fornægter sig ikke i hans værker, som altid er lavet med grundighed og sans for detaljen. Denne gang har han flere forskellige værker med, men en serie med en kvinde og en gasmaske er den der fungerer bedst. Der er en undertone af ironi over (visse) kvinders hysteriske tilgang til sundhed, kontra den ekshibitionisme som mange af de samme kvinder udfolder. Jeg kender mangt en snerpet økofeminist, der bruger sin snerpethed præcis lige så proaktivt i sin sociale konstruktion, som pigen der medvirker i Paradise Hotel eller lader sig fotografere til Side 9. Det er godt tænkt, og frem for alt godt eksekveret af Martin Craggs.
Martin Craggs - Foto: Sommerglæde.dk
Mette-Rose Kongstad - Foto: Sommerglæde.dk
Og så et navn jeg ikke er stødt på før. Mette-Rose Kongstad er studine på Tornbjerg og underviser i genbrugsdesign på Korsløkke ungdomsskole. Da jeg trådte ind i hendes udstilling på 2. sal udbrød jeg helt spontant; Det her er brugskunst på højt plan. Lad mig starte med en tilståelse: Jeg har kun hån til overs for den slags brugskunst du kan købe i Inspiration, Sinnerup eller lign. steder. Masseproduceret junk, der dybest set ikke tjener noget andet formål end at være værtinde-hade-gave. Uden sjæl og uden reel kunstnerisk værdi, står det i butikkerne, hyldemeter efter hyldemeter som et irriterende symbol på nullernes overflodssamfund.
Det tager Mette-Rose et frontalopgør med, ved at genbrugsdesigne en række forskellige slagtøjsinstrumenter og dele heraf. I bund og grund er det så simpelt at det er til at tude over. Og noget sådant højere filosofisk plan om at beskueren skal forstå dette eller hint, er der næppe bag. Men det er heller ikke nødvendigt, for Mette-Roses lampeserie er bare herrefed og for én gangs skyld er der lige så meget kunst som brug i ordet brugskunst.
Udstillingens mange forskellige kunstnere splitter som sædvanlig et hvert tema til atomer, og selvom der er masser af gode værker udover dem jeg har nævnt herover, er der også en del – primært af ungdomsskolens forskellige hold – som i enhver anden sammenhæng ville være kurateret bort. Med lidt overbærenhed så går det alligevel. Der er jo heldigvis ingen der siger man skal opholde sig alt for længe ved værker der ikke siger en noget.
Mette-Rose Kongstad - Foto: Sommerglæde.dk
Archive
Fragmenter i foyeren
Søren Lose udstiller lige nu “Fragment” på Syddansk Universitetsbibliotek, og den er et besøg værd, selvom bibliotekets foyerområde er et utaknemmeligt udstillingssted ud over det sædvanlige.
Fragment - Foto: Center for Kunst & Videnskab
Statens Kunstråd og Center for Kunst & Videnskab på Syddansk Universitet, har igennem en periode nu, lavet forskellige udstillinger i universitetsbibliotekets forhal. Jeg har ikke omtalt nogen af dem endnu, og det er egentlig ikke fordi jeg ikke vil, men fordi der ikke rigtig har været nogle af udstillingerne som er kommet så meget til deres ret, at det har givet mening at berette om dem. Til dem som ikke har deres daglige gang på Uni, kan jeg berette at universitetsbibliotekets foyer er et rum på størrelse med to dagligstuer og så er det højt som bare fanden. Ovenlysvinduerne giver et godt lysindfald, hvis det altså ikke direkte blænder. Denne kombination af at lyset kun kommer ind ovenfra og at rummet er 1/5 i bredden af hvad det er i højden, gør at det føles utrolig trangt, næsten lige meget hvilken udstilling der sættes op. Oveni kommer at det jo altså er en foyer hvor man primært går igennem for at komme til biblioteket og til avislæsesalen. Med andre ord, det er langt fra noget ideelt udstillingssted. Jeg forstår at Center for Kunst og Videnskab meget gerne vil have udstillingerne frem i lyset, men hvad Campustorvet har gjort siden det ikke må blive brugt, forstår jeg ikke.
Men med Art & Science 5, har folkene bag udstillingerne endelig formået at få en kunstner og et tema ind som passer til udstillingslokalet. Den danske kunstner Søren Lose har boet i en årrække i Berlin og er meget inspireret af den fortid byen har, som delt mellem to systemer. Art & Science har som formål at udstille kunstnere der både er banebrydende inden for deres eget medie og som forstår at operere i spændingsfeltet mellem kunstnerisk praksis og videnskabelig metode. Især det sidste synes Søren Lose at ramme meget godt.
Hans udstilling Fragment, præsenterer værker der tidligere har været udstillet på Kunsthallen Brandts, så nåede du ham ikke der, er der altså en chance endnu, indtil 11. februar. Lose har 1:1 opført forskellige dele af berlinmuren i træ, samt nogle af de jerndragere der holdt Palast Der Republik (det østtyske parlament) sammen. Ifølge pressematerialet tematiserer udstillingen historiske bygningers betydninger, for at afsløre historiens fiktive, konstruerede og komplekse betydningslag. Og netop universitetsbibliotekets lille foyer, gør at de komplekse virkninger som bl.a. mure og jerndragere har på beskueren, kommer meget stærkt frem. For når man står for foden af de enorme rekonstruktioner af berlinmurselementer, og kigger op mod toppen af dem, skaber rummet udenom en form for “tragt” eller i det mindste et indelukke, som kan påføre en øjeblikkelig angstneurose, ved tanken om at det kun er universets tilfældigheder der i sin tid har holdt en på den frie side af disse mure.
Fragment - Foto: Center for Kunst & Videnskab
Med i udstillingen er også små paphuse i plattenbau stil. Det er svært som dansker der ikke har været østpå, at forestille sig hvordan disse små paphuse, i deres naturlige 10-15 etagers højde, kan virke enormt intimiderende og underkuende. Jeg har efterhånden rejst en del i østeuropa og har selv ad flere omgange, boet i en lejlighed i Zipniekkalns, Riga, som i den grad er plattenbau for alle pengene. Jeg ved ikke hvor mange der evner at lave koblingen mellem de små paphuse og de 1:1 store berlinmurs kopier der strækker sig 3,4 meter op i luften, men dem der gør, vil fange Søren Lose ønske om at afsløre hvorledes at arkitektur og bygninger er propaganda ligesom så meget andet. Plattenbau et monument over Soviet, Operaen et monument over Mærsk og Musik- og teaterhuset et monument over Anker Boye. Same same. Skabt af hver sin tids store (omend lokale) mænd, og deres ambitioner om at udødeliggøre sig selv og deres ideologier.
Fragment - Foto: Center for Kunst & Videnskab
Ferniseringstaler plejer at være noglelunde lige så festlige som en tur på det nu (gudskelov) lukkede Arkaden, men det ville Ph.D Thomas Friis, som vi tidligere har skrevet om, heldigvis lave om på. For han gav udstillingen en ekstra dimension ved at spørge, hvad nu hvis vi havde hentet en gammel østtysk partisoldat herop. Sådan en af dem fra toppen af Politbureauet? Hvad ville han mon synes om det her? Formentlig ville han godt kunne lide vores planøkonomiske tendenser og universitetets arkitektioniske udformning, men han ville næppe bryde sig om den uorden, hvormed udstillingen var stillet op. Så fik vi den.
Art & Science 5: Fragment
Kunstner: Søren Lose
Sted: Syddansk Universitetsbibliotek
Fri éntre Indtil 11. februar
Archive
Godt nytår
Kære læsere, venner, hangarounds og folk der synes vi er nogle narrøve (yep, i er også kære).
En fed sticker på nedløbsrør i Pogestræde - Foto: Søren Sommerglæde
Traditionen tro laver vi om på bloggen ved nytårstid, og traditionen tro er der igen i år noget teknik der driller, så vi ikke helt er klar med det nye endnu. Det er også derfor der er lidt stille her. Vi skulle hilse fra vores splendid webmand Faust og sige, at han knokler så sveden springer. Han har faktisk ikke taget på af julemaden, så hårdt har han arbejdet med det nye Sommerglæde.dk. Vi glæder os til at vise jer det.
Allerede nu kan vi løfte sløret for at det bliver anderledes end de foregående sæsoner. For det er ikke kun et nyt fedt design vi skal have, vi får også en ny måde at prioritere vores stof på. Vores anmeldelser bliver kortere. Hvor meget er svært at sige, for vi har jo et princip om at tingene skal have den plads de behøver, men generelt har vi sat os for at stramme op og korte ind, således at du får essensen uden at blive læsetræt.
Vi vil introducere en ny ting, nemlig feature artikler omkring specielle former for kultur i byen. I denne sammenhæng skal kultur forstås lidt bredere end musik, teater, fester osv. Vi vil bruge en del tid på at researche forskellige miljøer, mennesker og kulturer i byen, for at kunne give dig et spændende indblik i områder som du garanteret ikke kender meget til. Hvad præcis det er for områder, det løfter vi sløret for, når vi præsenterer det nye design.
Så skal vi sgu også lave fjernsyn! Ikke kun det der (lidt skaldede, takket være vores manglende produktionsmuskler) live webtv som vi har kørt i forbindelse med film- og kulturmaskine festivalerne, men rigtig ægte fjernsyn som du også kan se her på bloggen. Vi har sammen med et produktionsselskab sat os for at lave ti programmer omkring interessante odenseanske kulturaktører, men vi mangler fortsat en vært/værtinde. Så har du sådan en i maven, så send os en mail på redaktion@sommerglaede.dk med dit billede og lidt om dig selv, og så kan det være det er dig vi kan bruge.
Endelig får vi en ny sektion der hedder Stil. Det bliver vores nye skribent Katrine som kommer til at stå for at sætte fokus på det æstetiske Odense. Der er med andre ord ikke tale om en modeblog, men derimod et bredt vue over stilistiske tendenser indenfor alle genrer, med vores sædvanlige udgangspunkt i hvad der rører sig her i byen.
Er der noget vi mangler? Noget du synes vi bør gøre/dække? Så giv os et praj i kommentarsporet herunder.
Fotos er gadekunst som er spottet her i byen mellem jul og nytår.
Archive
Idealer
Fyns Kunstmuseum har sat Ingvar Cronhammar og Morten Stræde sammen i en udstilling hvor deres værker skal føre dialog. Det bliver dog lidt far-fetched, men værkerne i sig selv er ganske interessante.
Nogle gange er dialogiske udstillinger fantastiske. Alt i alt var jeg faktisk okay med udstillingen Øjenåbner, hvor samme museum havde fået lov til at gå på røv i Bøfjensens private samling og stille det overfor deres egne værker. Det svære ved netop dialog mellem værker er, at det nemt bliver for lukket om sig selv i sin betydningssfære, og derfor går hen over hovedet på alle andre end dem med syv års kunststudier bag sig og en mag.art på visitkortet. En hurtig rundspørge blandt dem med kunstuddannelser jeg kender, viser da også at Cronhammar og Strædes udstilling ikke åbner sig helt op, for selv den mest forhærdede kunstfortolker. Men dermed ikke sagt at udstillingen ikke er et besøg værd, for Cronhammar og Stræde kan noget hver for sig, som er i en ganske særlig liga.
IDEAL Ein Gesprach - Pressefoto
Cronhammars fantastiske værk “Wer sahen das – oder?” er et svævende univers med en landsby på toppen, som tilsyneladende er et sagesløst offer for to store cirkulære monstre, sole eller hvad fantasien nu rækker til. Alene værkets størrelse og den knaldrøde lak imponerer. Universet kan, for udenforstående nok bedst sammenlignes med den franske animationsserie Chasseurs De Dragons, som netop er en historie om to helte som jager drager på forskellige “øer” der til forveksling minder om det som Cronhammar præsenterer os for her. Og netop det utrolige og det overdrevet karikerede synes at være centrum for Cronhammars værk. Som et poleret bud på relativisme i stål og chrom, virker det som om at Cronhammer ønsker at henlede vores opmærksomhed på, at den måde vi opfatter os selv på i forhold til andre objekter kan gøre, at vi misser nogle sanseindtryk, slet og ret fordi vi er for forsnævrede i vores verdensopfattelse. Det er i øvrigt en pointe der går igen i Chasserus De Dragons.
Thorvaldsen; Achilleus og Penthesilea - Foto: Thorvaldsens Museum
Strædes værk “Geist” vækker først og fremmest nogle musikalske referencer hos mig. Der er noget yndefuldt og let over den måde de to metalkolosser vælter sig om hinanden på. Som var de en form for kubistisk kommentar til første gang Danmark vandt det europæiske melodigrandprix med Dansevise. I virkeligheden er der dog en langt mere oplagt reference som jeg først kommer på, da jeg forlader museet, nemlig Thorvaldsens Achilleus og Penthesilea fra 1801. De forvredne, tragiske og samtidig enormt yndefulde figurer, går igen i begge værker.
Geist er jo tysk for ånd, og ikke at forveksle med sjæl som på tysk hedder Seele. Om Stræde intenderer spirituelle overtoner skal jeg ikke gøre mig klog på, tydeligt træder de i så fald ikke frem. I min verden er Strædes Geist i langt højere grad et udtryk for en idealistisk ånd, en slags “evigt solskin i et pletfrit sind” som måske også illustreres ved den, på figurerne monterede projektion.
Og det er måske også her at de to værker finder hinanden i noget der, omend ikke er dialog, så da et fælles synspunkt. Nemlig at det ideelle på et eller anden plan både er noget ophøjet, skønt og vidunderligt og samtidig noget indsnævrende, indspist og forblændende.
Det monstrøse udstillingskatalog står ikke mål med den lille mængde værker der er i dialog med hinanden. Med en vældig oppustet retorik omkring krig og maskineri, forsøger kataloget at italesætte Cronhammar og Strædes værker, som var det krigsførende væsner i sig selv.
Selve oplevelsen på kunstmuseet skæmmes af fedtede fingre på værkerne og vinylplader på gulvet, der buler og buer som var de et parketgulv ødelagt af råddent kældervand. Der er nogle byggefolk der ikke har gjort deres arbejde, ellers er der nogle udstillingskoordinatorer som ikke har taget højde for at vinyl er et levende materiale der giver sig ved temperaturudsving. Det er lidt øv, især når udstillingen skulle være om idealer.
[learn_more caption="Mere info"]
IDEAL – Ein Gesprach
Indtil 12. februar
Morten Stræde[/learn_more]