Blandingen mellem etablerede kunstnere og nye talenter er altid interessant og årets ArteFakter på Mukemøllestræde er ingen undtagelse. Men som med så meget andet hvor nye kunstnerspirerer er med, er der også nogle der burde overveje om det er den vej de skal gå.
Eyez v 1.1 - Foto: Sommerglæde.dk
Vi starter med et par etablerede navne. Dan Eskekilde har et alenlagt CV med mange forskellige udstillinger og kunstforløb på samvittigheden. Jeg synes altid at det han præsterer er spændende, og til min overraskelse viste det sig at et af hans værker er noget af det jeg har beundret mest ved årets Phonofestival, uden at vide det var hans.
I kælderen på ArteFakter udstiller han nemlig Eyez v.1.1 sammen med Magnus Fuhr. Et videoværk som hang ved store scene på Phonofestival. Det gjorde sig rigtig godt dengang, men fungerer faktisk endnu bedre i det supersmalle kælderrum under huset på Munkemøllestræde. Tilsat musik som sagtens kunne være hevet direkte fra festivalen (hvis ikke det er det) skaber værket en sjov intimitet mellem sig selv og beskueren.
Dan har også begået et andet, noget mere politisk værk. På 1. salen står en dør iklædt Dannebrog. Foran ligger ituslåede tallerkener. Selvom det måske umiddelbart giver en idé om hvad det drejer sig om, er historien noget mere overraskende. Det viser sig at CNN, i jagten på underlige nytårstraditioner, skulle have fundet ud af at danskere hvert nytår smider tallerkener på deres venners hoveddør. Angiveligt for at indikere at man er venner!?! CNN har ingen kilde på historien, men er den sand, så har jeg ingen venner åbenbart. Det er smart tænkt at iklæde døren vores flag, og dermed sætte en masse undertoner i gang omkring hvem vi er venner med eller ej.
Martin Craggs er et andet af de etablerede navne. Han har igennem nogle år stået for at lave en masse fotoudstillinger i byen, og har selv meget aktivt foreviget en masse af byens subkulturbegivenheder. Martin er oprindeligt tysker englænder opvokset i Tyskland, og det fornægter sig ikke i hans værker, som altid er lavet med grundighed og sans for detaljen. Denne gang har han flere forskellige værker med, men en serie med en kvinde og en gasmaske er den der fungerer bedst. Der er en undertone af ironi over (visse) kvinders hysteriske tilgang til sundhed, kontra den ekshibitionisme som mange af de samme kvinder udfolder. Jeg kender mangt en snerpet økofeminist, der bruger sin snerpethed præcis lige så proaktivt i sin sociale konstruktion, som pigen der medvirker i Paradise Hotel eller lader sig fotografere til Side 9. Det er godt tænkt, og frem for alt godt eksekveret af Martin Craggs.
Martin Craggs - Foto: Sommerglæde.dk
Mette-Rose Kongstad - Foto: Sommerglæde.dk
Og så et navn jeg ikke er stødt på før. Mette-Rose Kongstad er studine på Tornbjerg og underviser i genbrugsdesign på Korsløkke ungdomsskole. Da jeg trådte ind i hendes udstilling på 2. sal udbrød jeg helt spontant; Det her er brugskunst på højt plan. Lad mig starte med en tilståelse: Jeg har kun hån til overs for den slags brugskunst du kan købe i Inspiration, Sinnerup eller lign. steder. Masseproduceret junk, der dybest set ikke tjener noget andet formål end at være værtinde-hade-gave. Uden sjæl og uden reel kunstnerisk værdi, står det i butikkerne, hyldemeter efter hyldemeter som et irriterende symbol på nullernes overflodssamfund.
Det tager Mette-Rose et frontalopgør med, ved at genbrugsdesigne en række forskellige slagtøjsinstrumenter og dele heraf. I bund og grund er det så simpelt at det er til at tude over. Og noget sådant højere filosofisk plan om at beskueren skal forstå dette eller hint, er der næppe bag. Men det er heller ikke nødvendigt, for Mette-Roses lampeserie er bare herrefed og for én gangs skyld er der lige så meget kunst som brug i ordet brugskunst.
Udstillingens mange forskellige kunstnere splitter som sædvanlig et hvert tema til atomer, og selvom der er masser af gode værker udover dem jeg har nævnt herover, er der også en del – primært af ungdomsskolens forskellige hold – som i enhver anden sammenhæng ville være kurateret bort. Med lidt overbærenhed så går det alligevel. Der er jo heldigvis ingen der siger man skal opholde sig alt for længe ved værker der ikke siger en noget.
Mette-Rose Kongstad - Foto: Sommerglæde.dk