Anmeldelsen er tagget som både scenekunst og musik. Scenekunst fordi scenografien, kostumerne og skuespillerne sikrede at vi oplevede Odense stadion på Sukkerkogeriet og musik fordi forestillingen bogstavelig talt var otte mænd, der på skift, kun sang sange. Alt omkring denne opsætning, “Tribunehelte” skreg simpel maskulin musical. Det var ikke en musical så meget som det var en koncert med utroligt karismatiske sangere, flot koreografi og symbolik.

Jeg fortryder at jeg læste programmet før forestillingen, fordi hele forestillingen som sådan stod beskrevet med alle de sange der blev sunget over de to akter. Det havde været perfekt, hvis jeg var inde for at se en hvilken som helst anden musical eller optræden med musik, men her var programmet ødelæggende for forventningerne til handlingsforløbet. Det var samtidigt et handlingsforløb, der sigtede skidt men ramte godt. Ideen var fantastisk. At fremstille en fodboldkamp som en følelsesmæssig rutsjebane gav fabelagtig grobund til de otte mænds sange, der skiftevis udtrykte den glæde man finder i fælleskabet, den vrede man ser i uretfærdigheden på banen og i ens eget liv og samtidig også den eftertænksom man finder i fodboldkampen som tilflugtsted fra den vanskelige virkelighed.

Tribunehelte - Pressefoto

Claus Riis Østergaard og Lars Simonsen, begge to kendte spillere hos Odenses teatergængere leverer sædvanlige stilsikre udtryk som hhv. humørsvingende stresset jakkesæt og alkoholisk opgivende deltidsmaskot. Det er dog tre andre knap så typiske for Odense Teater, der stjæler forestillingen totalt. Klaus Andersen var perfekt som socialt akavede men talentfulde og romantiske nørd, der problemfrit gik fra at være forestillingens komiske indslag til rigtig at gøre sange som Outlandish’s “Aicha” og Tobias Triers “Hvorfor Kommer Hun Ikke” til sine replikker og følelser. Det var ikke på samme måde tilfældet for Erling Hjernøs cool nonchalante persona, der ikke syntes at høre hjemme på stadion som det gør på Dexter. Tilgengæld var han udsat for en af koncertens største musikalske udfordringer.

Rasmus Lyberth i Tribunehelte - pressefoto

Desværre eller heldigvis er hele “I like the way” som Hjernø sang den kun for dem der ser forestillingen. Behøver jeg forklare hvorfor? Det var så vildt overraskende og imponerende at opleve en midaldrende hvid man rappe sig let igennem Andre 3000 og Big Bois doubletempo vers kun akkompagneret af klaver og trommen på madkasse.

Slutningen på forestillingen var et skuffende cover af Aretha Franklins “Respect” udført af Sanne Graulund, den eneste kvinde i koncerten. Den endelige slutning lød langt bedre i Rasmus Lyberths atmosfæriske grønlandske solo “Inuuneq Nutaaq”, der på engang perfekt symboliserede Grønlænderens accept af sine rødder og samtidigt virkelig bjergtog et publikum der indtil nu var vant til pop melodier og danske slagsange.