Søren Lose udstiller lige nu “Fragment” på Syddansk Universitetsbibliotek, og den er et besøg værd, selvom bibliotekets foyerområde er et utaknemmeligt udstillingssted ud over det sædvanlige.

Fragment - Foto: Center for Kunst & Videnskab

Statens Kunstråd og Center for Kunst & Videnskab på Syddansk Universitet, har igennem en periode nu, lavet forskellige udstillinger i universitetsbibliotekets forhal. Jeg har ikke omtalt nogen af dem endnu, og det er egentlig ikke fordi jeg ikke vil, men fordi der ikke rigtig har været nogle af udstillingerne som er kommet så meget til deres ret, at det har givet mening at berette om dem. Til dem som ikke har deres daglige gang på Uni, kan jeg berette at universitetsbibliotekets foyer er et rum på størrelse med to dagligstuer og så er det højt som bare fanden. Ovenlysvinduerne giver et godt lysindfald, hvis det altså ikke direkte blænder. Denne kombination af at lyset kun kommer ind ovenfra og at rummet er 1/5 i bredden af hvad det er i højden, gør at det føles utrolig trangt, næsten lige meget hvilken udstilling der sættes op. Oveni kommer at det jo altså er en foyer hvor man primært går igennem for at komme til biblioteket og til avislæsesalen. Med andre ord, det er langt fra noget ideelt udstillingssted. Jeg forstår at Center for Kunst og Videnskab meget gerne vil have udstillingerne frem i lyset, men hvad Campustorvet har gjort siden det ikke må blive brugt, forstår jeg ikke.

Men med Art & Science 5, har folkene bag udstillingerne endelig formået at få en kunstner og et tema ind som passer til udstillingslokalet. Den danske kunstner Søren Lose har boet i en årrække i Berlin og er meget inspireret af den fortid byen har, som delt mellem to systemer. Art & Science har som formål at udstille kunstnere der både er banebrydende inden for deres eget medie og som forstår at operere i spændingsfeltet mellem kunstnerisk praksis og videnskabelig metode. Især det sidste synes Søren Lose at ramme meget godt.

Hans udstilling Fragment, præsenterer værker der tidligere har været udstillet på Kunsthallen Brandts, så nåede du ham ikke der, er der altså en chance endnu, indtil 11. februar. Lose har 1:1 opført forskellige dele af berlinmuren i træ, samt nogle af de jerndragere der holdt Palast Der Republik (det østtyske parlament) sammen. Ifølge pressematerialet tematiserer udstillingen historiske bygningers betydninger, for at afsløre historiens fiktive, konstruerede og komplekse betydningslag. Og netop universitetsbibliotekets lille foyer, gør at de komplekse virkninger som bl.a. mure og jerndragere har på beskueren, kommer meget stærkt frem. For når man står for foden af de enorme rekonstruktioner af berlinmurselementer, og kigger op mod toppen af dem, skaber rummet udenom en form for “tragt” eller i det mindste et indelukke, som kan påføre en øjeblikkelig angstneurose, ved tanken om at det kun er universets tilfældigheder der i sin tid har holdt en på den frie side af disse mure.

Fragment - Foto: Center for Kunst & Videnskab

Med i udstillingen er også små paphuse i plattenbau stil. Det er svært som dansker der ikke har været østpå, at forestille sig hvordan disse små paphuse, i deres naturlige 10-15 etagers højde, kan virke enormt intimiderende og underkuende. Jeg har efterhånden rejst en del i østeuropa og har selv ad flere omgange, boet i en lejlighed i Zipniekkalns, Riga, som i den grad er plattenbau for alle pengene. Jeg ved ikke hvor mange der evner at lave koblingen mellem de små paphuse og de 1:1 store berlinmurs kopier der strækker sig 3,4 meter op i luften, men dem der gør, vil fange Søren Lose ønske om at afsløre hvorledes at arkitektur og bygninger er propaganda ligesom så meget andet. Plattenbau et monument over Soviet, Operaen et monument over Mærsk og Musik- og teaterhuset et monument over Anker Boye. Same same. Skabt af hver sin tids store (omend lokale) mænd, og deres ambitioner om at udødeliggøre sig selv og deres ideologier.

Fragment - Foto: Center for Kunst & Videnskab

Ferniseringstaler plejer at være noglelunde lige så festlige som en tur på det nu (gudskelov) lukkede Arkaden, men det ville Ph.D Thomas Friis, som vi tidligere har skrevet om, heldigvis lave om på. For han gav udstillingen en ekstra dimension ved at spørge, hvad nu hvis vi havde hentet en gammel østtysk partisoldat herop. Sådan en af dem fra toppen af Politbureauet? Hvad ville han mon synes om det her? Formentlig ville han godt kunne lide vores planøkonomiske tendenser og universitetets arkitektioniske udformning, men han ville næppe bryde sig om den uorden, hvormed udstillingen var stillet op. Så fik vi den.