Forleden var jeg for Gud ved hvilken gang forbi et odenseansk galleri for at se om der var noget at blogge om. Det var der ikke. Heller ikke selvom den ivrige udstiller forsøgte at forsikre mig om hendes fortræffeligheder med følgende udsagn: “Jeg har skam malet i ti år.” (Så hold dog op dit talentløse krapyl.) Der er, som jeg tidligere har skrevet, langt mellem snapsene når det kommer til gallerier der er kuretaret af dem som også udstiller. Jeg har også været ude med riven efter Filosofgangen af samme årsag. Når alle kan booke sig ind, så gør alle det. Det er med andre ord, de mange som ødelægger det for de få.
På den anden side giver sådanne gallerier og frie udstillingssteder også rum til, at folk der måske ikke selv er bevidste om hvor stort deres talent er, kommer blot en smule frem i lyset. Som nu f.eks. Jørgen Gryholt. Selvom jeg er bekendt med andre grene af familiens kreative talenter, så har Jørgen formået at gå så stille med dørene at det end ikke er muligt at finde noget om hans værker og virke på nettet. Udover altså fra sidste gang han udstillede på Filosofgangen.
Jørgens værker er både malerier og collager, og i princippet kunne man argumentere for, at det er en slags omnibus kunst, fordi det ville gøre sig godt mange steder. Ikke at det bliver ringere af det, men modsat så meget andet omnibuskunst, ligner det her ikke noget hvor kunstneren har “malet penge” som jeg plejer at kalde det, når en kunstner fabrikerer det som denne ved at han/hun kan sælge.
Det er næppe heller med salg for øje at Jørgen Gryholt maler. Det bærer hans priser præg af. De er simpelthen for lave. Jørgens inciterende collagemalerier i rødbrune nuancer, hvor der fabuleres over livets facetter, lige fra reinkarnation til de masker vi påtager os i sociale sammenhænge, er simpelthen prissat så beskedent i forhold til den professionalisme de er lavet med, at det står lysende klart det ikke drejer sig om at tjene penge.
Jørgen Gryholt installationsbillede - Foto: Birk Kromann
Og det er især denne serie af værker som mine øjne dvæler ved, på hans forholdsvis beskedne udstilling. Fordi især ét værk (længst til venstre på billedet her) bliver ved med at kalde på noget i mig. Hænder og kroppe der strækker sig – og øjne der genert skuer mod et lyst centrum hvorfra en dyreskikkelse opstiger fra, hvad der kunne være et dødsrige, giver mig minder om fortællingen i Asger Jorns “Livshjulet”. Alle værkerne sætter menneskers forgængelighed i centrum, betragt blot det næste i rækken hvor kändisser fødes og falder i scener der kunne være dele af Dantes “Inferno”. Og sådan kunne jeg blive ved. Om grådige hænder der river skæbner i stykker, om hekse der brændes og meget mere. Alt sammen så subtilt og nedtonet fortalt at det snildt vil kunne hænge på en dagligstuevæg i et småborgerligt forstadshjem, uden at nogen ville bemærke hvilken voldsom kraft der var sluppet indenfor.
Er du til noget med mindre voldsomme undertoner, har Jørgen også begået en serie abstrakte skillerier i blå og grå nuancer, samt det billede som pryder forsiden af dette indlæg. Stadig lige så professionelt og gedigent som de andre værker, men helt og aldeles ukontroversielt.
[learn_more caption="Mere info"]
Kunstnere:
Jørgen Gryholt
Prospect ART
Hvor: Filosofgangen
Periode: 22.11-04.12
Entré: Gratis [/learn_more]
Når du nu alligevel tager på Filosofgangen for at se Jørgen Gryholt, så slå et slag i kælderen hvor en række udviklingshæmmede, under navnet Prospect ART har begået en momentvis seværdig udstilling. Bedst er nedenfor viste serie af tuschraderinger, som vidst bedst kan beskrives som en variation over den kulgeskøre franske serie Cowboy, Indianer og Hest.
Cowboy og Indianer (uden hest) - Foto: Birk Kromann
