Treefight For Sunlight - Foto: Birk Kromann
Jeg var lidt nede over, at jeg ikke kunne finde nogen, der gad betale penge for at se Treefight For Sunlight med mig, da jeg åbenbart er den eneste i min omgangskreds, der jævnligt hører P3. Eller i det hele taget har hørt om dem. Så, hvad der tegnede som en semi-ensom aften i søvnunderskuddets tegn, skulle vise sig at blive opvejet af overraskelser og god stemning. Jeg skulle til at starte med slet ikke have været til den koncert, så det kan være, at det er når mine forventninger er lavest, at mit udbytte er størst.
Jeg har været lidt tung i opfattelsen, for det var gået totalt over hovedet på mig, hvem der varmede op. Det gik åbenbart lidt for stærkt for mig. Det var fem gutter, der kalder sig Feng Li. Jeg tilskriver det mit held, at jeg fik lov til at opleve dem, eftersom jeg aldrig har hørt om dem før – men de var faktisk rigtig gode. Jeg har før været udsat for opvarmning af tvivlsom kvalitet, men når den sidder i skabet, bidrager det virkelig også til helheden.
Det flow følte jeg, at Feng Li leverede, da de indtog scenen. De har ikke revolutioneret indiescenen, men deres dreampop og lyse vokaler fungerer altså ret godt. De har deres egen lyd, men jeg greb mig selv i at drage paralleller til både Mew og Oh No Ono, især når de sang i kor – deres stemmer matcher godt, så når de alle stemmer i og den samme tone får flere lag, rejser hårene i nakken sig af fryd. Flere af numrene var catchy og havde radiohitspotentiale, så jeg tror bestemt ikke, det er sidste gang, jeg hører om dem. De var nu ikke så energiske og udadvendte på scenen, med undtagelse af forsangeren, der til gengæld tog en for holdet. Hvis de fordelte den energi på scenen, ville de synes mere afslappede – men øvelse gør også mester.
Birk nåede ikke opvarmningen, så I må nøjes med dette billede af Feng Li - Foto: Facebook
Treefight For Sunlight leverede også varen, men med mere kant, end jeg er vant til fra deres album- og radioversioner. Det var forfriskende, og sløvede heldigvis ikke deres normale up-tempo. De bevægede sig ikke ret meget rundt på scenen, men til gengæld havde publikum svært ved at stå stille. Det virkede desværre lidt akavet at bryde ud i dans, eftersom publikum bestod af 50 mennesker i Postens store sal. De lod sig til gengæld ikke mærke med den mere end halvtomme sal, hvilket jeg lidt havde frygtet.
Deres kontakt med publikum var rigtig god, og snakkede på den der utvungne måde, hvor alle føler sig godt tilpas. Trommeslageren, Mathias Sørensen, var gået på scenen med feber, og det luner mega meget i mig, når de demonstrerer så meget disciplin – for det havde været en nem koncert at aflyse. I stedet tog Mathias Sørensen ordet, og beder det spredte publikum om at rykke sammen foran scenen, fordi han ikke kunne se dem bagved. Det var nu heller ikke så underligt, når hele rummet var blevet voldtaget af en røgmaskine i sådan en grad, at selv dem bag baren så disede ud. Jeg har aldrig oplevet så meget røg i et rum, siden jeg gik til sodavandsdiskotek. Til gengæld fungerede det rigtig godt til at fylde det store, tomme lokale ud, så manglen på mennesker ikke var så iøjefaldende.
Det vigtigste var dog, at det på intet tidspunkt var monotont, selvom det var to indie-bands lige efter hinanden, hvilket nok har noget at gøre med, at begge bands ligger i den lette og fængende ende af skalaen. Prikken over i’et var, da Treefight For Sunlight sluttede af med, at de var til at finde ved baren med en øl efter koncerten, hvilket jeg synes var mega nice sagt. Intimt og vedkommende – og virkelig god stil!
Treefight For Sunlight - Foto: Birk Kromann
Det eneste ærgerlige har heldigvis ikke noget med musikken at gøre, men nærmere den manglende situationsfornemmelse fra Postens side. Selvom den bagerste del af gulvet var skærmet af, var den store scene ALT for stor til dette arrangement. Den lille scene havde været langt mere passende, selvom der stadig havde været rigeligt med plads. Og så synes jeg, det er pinligt, at der samlet set var omkring 50 mennesker – Treefight For Sunlight er ikke et ukendt hovednavn, og som har mere end et lytterhit på P3. Det handler ikke kun om Facebook, når det gælder promovering, men jeg har ikke fået nogen event-invitation til denne koncert. Der er en ting eller to, der trænger til genovervejning, når man ikke engang kan skaffe gæster nok til den lille scene i månedens første halvdel.
