Det var anden aften i min søgen efter kunsten i fortællingen. Indtil videre havde jeg kun set hvordan Lasse Thorning og Per Vers havde formået at gøre rappere og poetry slammere ud af den usædvanlige ungdom i Odense, og hvordan de almindelige mennesker kunne fortælle historier fra arbejdet. Denne torsdag aften skulle forhåbentlig byde på noget der rent faktisk kun kaldes veludført fortællekunst. Jeg var taget alene til mimeteatret i håbet om at finde frem til hvorfor man vil have historier live. Der var tre mennesker klar til at overbevise publikum og mig om det vidunerlige ved fortællinger.
Programmet fortæller mig, at jeg skal opleve Mads Lund, Bent Hansen og Katrine Faber, hvilket giver mig lejlighed til at undersøge i forvejen hvad de laver og kan. Både Lund og Hansen er lokale og deres online materiale er begrænset men der var enkelte smagsprøver på Mads Lunds finurlige eventyr-komik og Bent Hansens malende sprog og bløde stemme. Katrine Faber, fra Århus omegn, derimod, kunne findes og bookes adskillige steder og det blev derfor hurtigt klart at hun var aftenens hovednavn. Hvilket også var tydeligt fra rækkefølgen og den tid de hver fik tildelt, hvor Lund og Hansen skulle dele første halvdel før pausen og Katrine fik hele anden halvdel. Der var rigeligt med tid til at sætte sig i et mimeteater, der var udklædt som et varmt og sparsomt cafemiljø, hvis eneste dekoration var de papirflyvere der hang ned over scenen og lå på bordene. En ellers uforberedt vært indtog scenen og forklarede lidt om aftenens forløb. Hvad der ikke stod i programmet, viste sig at være ganske betydningsfuldt for aftenens unikke karakter. Der var nemlig tale om storytelling med benspænd, fire i alt: 1: temaet for aftenens historier skulle være “Usædvanlig Ungdom”, 2: Sproget skulle være magisk, 3: Historien skal være digtet af fortælleren selv og sidst men så sandelig ikke mindst 4: Det skal være første gang fortællingen fremføres for et publikum. Dette var altså intet mindre end en premiereforestilling.
Bent Hansens mimik var begrænset, mens stemmen leverede fløjlsbløde dybe toner
Jeg kunne snakke længe om vage benspænd og definitioner af magisk sprog og usædvanlig ungdom, men jeg vil istedet bruge disse som parametre for de tre fortælleres vinkel på aftenen. Mads Lund var den første og yngste historiefortæller den aften og begav sig ud i et moderne eventyr med “Drengen der var bange for alting”. En coming-of-age historie blandet med komik, eventyr og magisk realisme, som bare aldrig nåede ud til os i publikum. Hvor interessant hans historie end var så manglede der både en mere solid levering og en ganske enkelt bedre historie, der ikke falder til jorden med indskudte bemærkninger og omskrivninger af Halfdan Rasmussens “Noget om Helte”. Bent Hansen satte niveauet op med en stemme, lagde sig som et tæppe over os og en historie med grundlag i egen ungdom med et sprog der rent faktisk var magisk og ikke bare med magiske elementer.
Katrine Faber skabte stemning når hun akkompagnerede sin fortælling med musik
Ved pausen var jeg ikke overbevist. På det tidspunkt var jeg ganske sikker på at jeg kunne have nøjes med lyden af Bent og Mads og fortællekunst var i det store hele stadig en “kunstform” til lejrbål og godnat. For pokker, hvor blev min overbevisning gjort til skamme i det øjeblik Katrine Faber indtog scenen. På samme måde som Bent og Mads indtog scenen nonchalant som stand-up komikere, gik Katrine på scenen som den kunstner hun viste sig at være. Måske var det snyd at hun benyttede sig af et instrument bestående af et bræt med toneskabende metalbuer, eller måske var det snyd at hendes fortælling var lige dele kropssprog, lyde og fortælling. Hvad det end var, så var det nok til at jeg smed noterne fra mig for at blive optaget af historier i historier, der på overbevisende facon fulgte sine benspænd med en ungdomsrejse til syden og om mødet med den gamle spanske kone, hvis historier var mere magiske end sproget kunne bære. Derfor melodier, derfor slåen mod brystet, derfor bevægelser og derfor en bjergtagende fortælling.
Desværre var Fabers fortælling nok til at jeg hurtigt glemte alt om Bent Hansen og Mads Lund, der ganske enkelt var på et helt andet lavere niveau, og derfor fremstod som en langtrukken opvarmning. Man faldt ind i rollen som vidne til en ganske unik oplevelse af fortællekunsten i topform. Katrine Faber var virkelig den fortæller, der kunne bevise betydningen af live fortællekunst.
