Dette blogindlæg skal starte med en undskyldning. Jeg hader at være under tidspres når jeg skal blogge. Og jeg hader at måtte forlade et arrangement før det er slut. Det er kun journalister og andet skidtfolk, der gør den slags. Ikke desto mindre måtte jeg gå før tid i går, fordi jeg var under tidspres. Derfor min uforbeholdne undskyldning til Ole og My Lambertsen, som måtte opleve at vi gik midt i det hele. UNDSKYLD!

My Lambertsen - Foto: Sommerglæde.dk

Når det så er sagt, så fik jeg dog nok med af deres performance til at kunne fortælle om den. Under overskriften Snapshots havde de sammensat en fortælleperformance med improviserede lydbilleder og så fortællinger. Jeg lærte Ole at kende for nogle år siden, og han har altid stået som lidt af en kreativ hyggeonkel i min hukommelse. Det slog ikke fejl. Oles øjeblikshistorier sidder lige i skabet, selvom det virkede som om han var rystende nervøs. I den første historie om manden der cyklede sig en tur og mødte en kvinde, og på den måde kom fri af sin angst for andre, var det kun minimalt momentvis at Ole tabte tråden. Det med at kunne fortælle en historie levende, er ikke alle forundt. Fra min barndom kan jeg huske odenseansk uddannede Søren Sætter-Lassen fra hans oplæsninger i radioen. (Han har bl.a. også lagt stemme til Tintin) Jeg ved ikke om andre kan huske ham, men det er oppe i det niveau, når Ole Lambertsen fortæller. Det er Oles eget materiale og dermed også hjerteblod vi får, og ind i mellem får jeg den tanke at Ole lider af samme kondition som jeg, hvor man tilsyneladende er i stand til at smage visse ord. (Nej jeg har ikke røget fede, sådan har jeg det bare.)
Imellem de små fortællinger, får vi My Lambertsens improviserede lydbilleder. Ved hjælp af en sampler, en mikrofon og af og til et andet virkemiddel som f.eks. en klokke, laver hun små scenarier som faktisk tangerer at være fortællinger i sig selv. Det er meget tyst, sammenlignet med f.eks. Heidi Mortenson som jo gør det samme, men ganske mere fandenivoldsk. Jeg kan godt lide idéen om at det er noget helt unikt. Det er ikke et sæt foruddefinerede akkorder og ord der afvikles mere eller mindre præcist. Nej det er noget som kun er her lige nu, i det øjeblik det opleves og om lidt er det væk igen. Det tvinger publikum til at fastholde sig i nuet, noget som helt sikkert er sundt i disse forfløjne tider.

Ditte Christina Lustrup - Foto: Sommerglæde.dk

Når nu vi forlod deres performance i utide, var det for at have tid til Ditte Christina Lustrup. Debuterende digter og model der stod som Nattergalen i sit guldbur, i Cafébiografens udendørsservering. Ditte gav 1:1 digte, dvs. én digter og én publikum. Det gjorde at der var ventetid på at komme i buret med hende. Da det blev min tur og jeg gik gennem døren, fik jeg et sug i maven præcis som første gang jeg som purung, trådte gennem døren til et af byens bordeller. Det at gå ind til det ukendte, det underlige lys og at befinde sig i så umiddelbar fysisk nærhed af en fremmed kvinde, kom komplet bag på mig. Du skal høre “Kypalov” sagde hun. “Har du nogensinde smagt et stykke af himlens flødeskum” begyndte hun, og så sværmede det ellers om mig med spørgsmål. Har du nogensinde købt kærlighed? Eller har du nogensinde købt venskaber på kredit?
Og pludselig, før jeg overhovedet nåede at finde mig til rette, var det hele slut. Og ud i tusmørket blev jeg sendt. Ør i hovedet af ord, grønt lys og brune øjne. På en gang overlykkelig og på en anden måde vildt skamfuld over at være blevet verbalt forført, lister jeg mig væk. Der skal meget til at vælte denne forhærdede kulturblogger, men det setup der slog benene fuldstændig væk under mig. Det her, det skal og jeg mener skal du prøve når det kører igen i aften eller på lørdag.

[learn_more caption="Mere info"]

Hvad: Spoken Word Festival – Shoplifting

Hvor: Forskellige lokationer i centrum

Hvornår: 4/11 kl. 16:30 & 5/11 kl. 14:00

Mere info om arrangementet, klik her (Eksternt link)

[/learn_more]