Sygeplejersken Jeanette fortæller om den smukke død
Der er da ikke noget sjovt i at gå på arbejde? Det er noget man bare skal, for at få råd til rejser, fastfood og kulturelle oplevelser. Oplevelser som historierne og fortællingerne på Nørregårds Teater onsdag aften i Odenses Spoken Word Festival.
Titlen og temaet for denne aften var netop “Hvad sjov er der ved at gå på arbejde?” og hele ideen blev præsenteret af arrangøren, skuespilleren, leder af Story Works og historiefortælleren Lena Bjørn, der i god sags tjeneste har besluttet sig for at formidle de historier man ikke hører i medierne. Jeg var med andre ord parat til at høre de historier, som med Lenas ord “sjældent kommer forbi kaffemaskinen”. Den sparsomme beskrivelse i programmet fortalte kun lidt om programmets indhold og varighed og derfor var det kun så meget mere overraskende at se et fyldt Nørregårds Teater. Men er det så virkelig entreen værd at høre historier fra “almindelige” mennesker? Min første tanke faldt på, at her var forsøget på at ophøje de historier man plejer at høre til familiefester og julefrokoster. Det var muligvis også essensen af arrangementet, men oplevelsen af det var noget ganske specielt.
Denne ene aften bød på historier fra sygeplejersker, hjemmehjælpere, vejinspektører, en selvstændig, en værtshusejer og en mejerist alle fortalte på førstehånd. Publikum var med og der blev grinet når en ægte fortælling nåede sin punchline og nikket da en morale blev udledet af en fortælling. De tre hjemmehjælpere fortalte morsomme historier om ældre med demens eller imponerende viljestyrke, Sygeplejerskerne delte menneskeskæbner med afhuggede hænder og afskedstårer mens værtshusejeren fortalte om den tandløse stamgæst “Kaptajn Perletand”, der mødte uniformeret op. Historierne faldt til sidst sammen som en god novellesamling eller som en god varieret playliste. Som det normalt er med samlinger af materiale og udtryk, så var kvaliteten på de mange fortællinger også ganske varierende. De mennesker der indtog scenen bestående af et bord med blomster og en lysestage, var ikke professionelle scenekunstnere, men de var trænet og udvalgt af Lena Bjørn. Selve leveringniveauet ramte aldrig langt over en
Hjemmehjælperen Helle fortæller om den glemsomme Fru Hansen
typisk familiefest, med undtagelse af Sygeplejersken Jeanette (billede), hvis historie om en mor på sit dødsleje, som bare manglede sine døtres velsignelse for at tage afsked, vitterlig havde gjort sig godt i en novellesamling. Den mest autentiske historie, var bare ikke en historie. Den eneste københavner ud af en flok fynboer, den selvstændige, olivensælgeren. Han var ustruktureret, usikker og som sagt uden egentlig historie men han var netop pointen med aftenens arrangement. Det var fordi der lyste noget ud af hans øjne, som man kun ser hos en der brænder for sin beskæftigelse og i får minutter blev hans daglige færd fra København til Odense gjort til en episk mission i de gode oliveners tjeneste.
Spørgsmålet blev besvaret den aften. Der er masser af sjov ved at gå på arbejde. Det var et let og spiseligt arrangement uden kunstneriske provokationer eller prætentiøse dogmer. Vejinspektører laver narrestreger og er i virkeligheden en slags “pedeller” i Odense, Hjemmehjælpere vil gøre meget for at hjælpe de ældre, sågar foretage indkøb på trods af alvorlig sygdom og mejeristen fra Skotland vil skære firkanter ud af runde oste for de firkantede Odensesanere. Man fik virkelig taknemmelighed med hjem den aften. Der var en følelse af glæde over de små oplevelser der findes på arbejdspladsen og den støtte man kan finde hos sine kollegaer. Jeg var ikke begejstret for ideen om fortællinger fra almindelige mennesker, men den klart udtalte ægthed der kunne findes i Lena Bjørns opsætning var hjertevarmende, belærende og livsbekræftende. Det var underholdning på den gode måde. Ideen åbner op for gentagne variationer af fortællinger fra andre arbejdspladser: Hvad med chefen? Hvad med servitricen? politimanden? studiearbejde? bloggeren? Disse historier må jo findes i store mængder. Kunsten var ikke tilstede, provokationen udeblev for det var “tell-it-and-show-it” når den enkle morale og den komiske punchline var mere end rigeligt.
