MINDEORD:

Jan Boye - Pressefoto

I går aftes mistede byen sin meget populære kulturrådmand og tidl. borgmester, Jan Boye. Han døde alt for tidligt, efter at have fået en hjerneblødning for godt 14 dage siden. Uanset om du kendte Jan eller ej, synes vi du skal tage et øjeblik til at tænke. For når alle lag omkring politik, sport og så videre er skrællet af, står det klart tilbage at Jan Boye var en arbejdshest. Eftermælet fra politiske venner såvel som modstandere er, at Jan om nogen knoklede for de ting han troede på. Uanset om man måtte tro det samme som ham eller ej, er der formentlig ingen der vil stille sig op og sige at det er forkert at kæmpe for det man tror på, og vi kan nok også alle sammen blive enige om, at der er for få der gør det. Jan var med andre ord i den liga af mennesker, som rent faktisk lever op til deres egne idealer. På denne blog efterspørger vi til stadighed denne type mennesker her i byen, og vi er derfor enormt kede af, at Jan er død. Vi føler dog mest med hans kone, børn og øvrige familie, som ikke kun har mistet en energisk ildsjæl, men deres energiske ildsjæl, far og mand.

Jan Boye satte sit markante præg på Odense. Ikke alene var han den ene halvdel af den stående vittighed om, at lige meget hvad man stemte i Odense, kom borgmesteren til at hedde Boye. Han var også den politiske arkitekt bag drømmen om et bilfrit centrum, med Thomas B. Thriges gades lukning som det centrale og meget omdiskuterede punkt. Et projekt han søsatte som borgmester og et projekt som, hvad end man er tilhænger eller modstander, må siges at være det mest radikale forslag i nyere odenseansk historie. Et projekt som af mange politiske kolleger spåes, aldrig at have ville blive vedtaget, var det ikke for Jan Boyes evne til at samle brede politiske flertal. Hans uformelle stil og indlevelse, skulle ifølge ansatte i by- og kulturforvaltningen, have skabt nogle arbejdsbetingelser, som man normalt må kigge langt efter i det offentlige. Her på bloggen kendte vi Jan som den kompetente kulturpolitiker, der altid svarede når vi spurgte, hvad end det drejede sig om et interview, en forespørgsel, eller dengang da vi som aprilsnar lod ham træde tilbage som rådmand, for at hellige sig håndbolden.

Vi ved ikke hvorfor Jan pludselig skulle få en hjerneblødning og dø. Det er der ingen overhovedet der ved. At dømme efter hvad folk omkring ham sagde, var han i fin form og burde ikke umiddelbart være i farezonen for mange af de livsstilssygdomme, som ellers lader til at udgøre en større og større trussel mod os i den vestlige verden. Ikke desto mindre ligner det en tanke, at der må være noget galt med den måde vi har indrettet vores samfund på, når man som rask og rørig, men travl 49årig, kan falde om og aldrig vågne igen. Uden at vi kan, eller vil sætte fingeren på dette som værende dødsårsagen, kan det forekomme bizart at det, i vores moderne samfund, ikke kan udelukkes at man kan arbejde sig ihjel bag et skrivebord. Meningen med det postindustrielle samfund var jo netop at arbejdet udelukkende skulle være vores brød, og ikke vores død.
Denne dybt tragiske hændelse, er måske derfor et passende øjeblik til eftertanke. Om man nu, selvom man gør det man brænder for og er glad for det, kan holde til at vedblive at gøre det på samme måde i mange år fremover. Vi efterspørger, som tidligere skrevet, ildsjæle a’la Jan Boye. Men vi efterspørger først og fremmest at folk passer på sig selv.