Arkiv, Debat

Mød det nye skriverhold

Foto: Olivia Schmuck

Som du måske har bemærket har vi igennem noget tid, faktisk alt for lang tid, ledt efter en eller flere nye skribenter, til at hjælpe med at dække alt det fede, som sker her i byen. Nu er det nye hold langt om længe på plads. Og nu er det tid til at du møder dem, for snart vil deres holdninger til byens kulturliv, strømme dig i møde.

Men først lidt om et par andre ændringer her på bloggen.

Hvis du har læst denne blog sidste år også, ved du at vi er blevet redesignet. I den forbindelse udgav vi også et manifest, som er vores “manual” for hvad vi dækker og hvordan vi dækker det.

Men i selve designet har vi nu tilføjet at du kan bruge din Facebook profil til at kommentere med. Så når du vil give en kommentar til det vi skriver, er du fri for at skrive dit navn, din email og alt det andet. (Du har selvfølgelig stadig den mulighed, hvis du ikke er en af de 2,5 millioner danskere på Facebook). Prøv det selv herunder, og smid en hilsen til vores nye bloggere.

Vi har også delt “kunst” kategorien op, således at du nu kan vælge mellem billedkunst og scenekunst.

Vi havde oprindeligt også søgt en ny modeblogger. Sandra Schjødt har været heldig at få en tjans som modeskribent på drengerøvswebmagasinet Conery.dk, og derfor kiggede vi os om efter en ny. Det gør vi sådan set stadig, men indtil at vi har en ny på plads, har vi “slukket” for modesektionen. Er det dig vi mangler, så skriv lidt om dig selv og send til os.

Mød Mie

Jeg har altid ønsket mig en decideret all-round medblogger. En som havde lysten til at skrive om både musik, teater, kunst og bylivet. Og ind i mailen dumpede en ansøgning fra Mie. Mie Borggreen er kommende medievidensskabsstuderende på Syddansk Universitet. Mie deltager særdeles aktivt i det odenseanske natteliv, især med forkærlighed for dubstepevents samt rockkoncerter. Hvis man vil have en mening om noget, så har Mie den helt sikkert – hun er ikke bange for at agere smagsdommer. Desuden er Mie en del af møblementet på Boogies.

Hvis du var en karakter i et teaterstykke, hvem var du så?

I ”Educating Rita” af Willy Russell, møder man to meget interessante hovedpersoner; den kyniske, indadvendte (alkoholiserede) Dr. Frank Bryant, som indvilger i at undervise arbejderklassefrisøren Rita/Susan, hvis mål er at blive mere dannet og kultiveret i forhold til hendes ellers trøstesløse omgivelser. Det er en moderne Pygmalion-historie, som er blevet fortalt mange gange, men ikke desto mindre er den evigt aktuel. Ritas karakter har jeg let ved at identificere mig med, fordi hun i sidste ende indser, at den elite hun efterstræber så inderligt, viser sig at være lige så indholdsløs som det, hun kom fra.

Vælg en filmscene der siger noget om dig.


Jeg har aldrig grint så meget over en film, som da jeg så ”Freddy Got Fingered”. Det siger måske lidt om min humor.

Hvis du skulle spille et nummer for vores læsere, hvad skulle det så være?

Björks ”It’s Oh So Quiet” – det er mest sangen blandet med videoen, der giver mening. Selve sangen er jeg egentlig ikke specielt vild med, men den virker på én eller anden måde skizofren i dens omskriftelighed og musikvideoen er energisk, farverig og en smule underfundig. Det er, på godt og ondt, lidt sådan, jeg opfatter mig selv.
Men hvis jeg skulle vælge en sang, der sammenfattede alt, hvad der i mine ører er smukt, ville jeg vælge Mews ”Zookeeper’s Boy” – det er uden sammenligning min yndlingssang.

Lyt her (åbner i nyt vindue)

Hvis du var et stykke kunst, hvad var du så?

Jeg kan ikke komme i tanke om et bestemt stykke kunst, der indrammer mig som person(lighed). Derimod er der to latinamerikanske billedkunstnere, hvis værker og stil, jeg beundrer meget. Frida Kahlo er den ene; hendes inderlighed, nerve og ærlighed efterlader mig åndeløs gang på gang, hvilket er noget, man skal lede længe efter i (Poul Pava-gennemkneppede) tider som disse.
Den anden er Ramona Parra, en chilensk, kommunistisk gadekunstner. Hendes værker er livlige og farverige, opildnende. Hvilket er meningen, da de skulle interessere og motivere det chilenske folk ud i en kommunistisk revolution. Jeg kan godt lide det abstrakte, det forvrængede, det overdimensionerede i hendes billeder, hvor de formår at være både interessante og nærværende.
Og lige en sidste ting: Fuck kommerciel naivisme.

Mød Oliver

Oliver er pianist med hang til at klemme jazzede improvisationer ud mellem tangenterne og så er han særdeles hærdet koncertgænger. Han er typen der dyrker oplevelsen helt ud, som da han f.eks. stod 13 i kø for at høre Prince (som altså langt fra er hans ynglingsmusiker). Og så har Oliver engang skilt en melodica ad, bare for at se om han kunne stemme den.

Hvis du var en karakter i et teaterstykke, hvem var du så?

Puh… Det ved jeg faktisk ikke. Min viden om teater er alt for smal til, at jeg kan komme med et godt bud.

Vælg en filmscene der siger noget om dig.

Lige på stående fod, ved jeg ikke hvilken scene, som siger noget om mig, så i stedet vælger jeg en, som siger mig noget.
Begravelsesscenen fra Synecdoche, New York. En af de absolut mest mindfuck film jeg nogensinde har set, men samtidig en af de absolut bedste.

Hvis du skulle spille et stykke musik for vores læsere, hvad skulle det så være?

Danny Boy sunget af The Sunstones Barbershop Quartet.
Et FANTASTISK nummer, som viser en era af musik, som desværre er mere eller mindre død. Barbershop har en energi, som virkelig er noget helt specielt. Samtidig er harmonierne ufatteligt smukke.

Lyt her (åbner i nyt vindue).

Hvis du var et stykke kunst, hvad var du så?

Netherlandish Proverbs af Pieter Bruegel the Elder. Det er et billed som viser virkelig mange billeder af mennesker. Rigtig mange af de dårlige sider vi ejer er repræsenteret, men samtidig er det også noget af det, som gør os gode og giver os karakter; og dét elsker jeg lidt. Der er uendeligt meget at studere i billedet, og det syntes jeg er fedt. På den måde afspejler det mig.

Mød mig

Ja, altså jeg Søren er her jo fortsat. Din ydmyge blogger, som har fokus på den alternative og smalle kultur i byen. Jeg bryder mig stadigvæk ikke om sport og jeg mener stadigvæk at Odense skal gøre mange flere unikke ting for at komme opad rent kulturelt. Jeg er til gengæld den fødte optimist, jvf. mit efternavn, og mener at det kan Odense sagtens, hvis blot alle aktører spiller sammen.

Du kan også stadig høre mig på P4 Fyn, hvor jeg sidder i Søndagsholdet sammen med to andre kendte fynboer, og vært Jesper Lind, og udbreder min holdning om stort og småt.

Hvis du var en karakter i et teaterstykke, hvem var du så?

Jeg ville nok være Algernon Moncrieff fra The Importance of being Ernest. Jeg deler Algernons grundlæggende filosofi om at venner er det familie man selv vælger, og så er jeg faktisk vild med mange af Oscar Wildes skuespil. Det her er så langt fra det mest filosofiske, men det viser dog nogle af de forviklinger der kan opstå når man forsøger at konstruere en virkelighed, og det er jo i høj grad noget der er aktuelt med alle de sociale medier vi har, og også noget jeg hver dag som kulturblogger er tvunget til at forholde mig til.

Vælg en filmscene der siger noget om dig?

Hvis det skal være en filmscene der siger noget om mig i forhold til bloggen, må det klart være den legendariske “I want you to get mad!” scene med Peter Finch fra filmen Network. Det at føle sig demoraliseret og ideologisk strandet fordi ens liv ikke var hvad man troede, kender jeg. Howard Beale, som Finch karakter hedder, finder sig selv tilbage på ret kurs, efter ovenstående scene, og der er mange paralleller mellem det og den måde jeg startede Sommerglæde.dk på. Det var dybest set også et ønske om at genfinde mig selv, og få odenseanerne til at genfinde glæden og stoltheden ved byens smalle kultur. Om jeg bliver slået ihjel af en maoistisk terrorgruppe vil vise sig.

Hvis du skulle spille et nummer for vores læsere, hvad skulle det så være?

Det sjove med musik og jeg er at selvom jeg er et ord-menneske, så lytter jeg sjældent til lyrikken i musikken. Jeg hælder faktisk langt mere til, at det er selve melodien og produktionen der gør at jeg kan lide nummeret. Derfor skal vi også høre New Young Pony Club, som jeg hørte første gang i London i december. Deres nummer Ice Cream er ikke lyrisk noget mesterværk, men derimod er jeg vild med den der kantede engelske facon musikken er lavet på.

Lyt her (åbner i nyt vindue)

Hvis du var et stykke kunst, hvad var du så?

Jeg er da klart Olafur EliassonsYour Rainbow Panorama som svæver over ARoS i Århus. Det der med at være et evigt skiftende farvespektrum, som samtidig byder på overblik og udsyn. Hvem vil ikke gerne være det?

Standard