“Det lyder priceless! Bøf og kunst – go Palle Skov Jensen.” grinede Yasmin fra ThusSpokeYasmin da jeg på min Facebook truede med at jeg i dag ville anmelde udstillingen “Øjenåbner – Wow hvor syret” som lige nu stiller værker fra den private samler og Bøfhusejer Palle Skov Jensen op imod Fyns Kunstmusems egne værker.
Foto: Sommerglæde.dk
Man vil lade de to forskellige kunstsyn mødes 1:1, altså at et værk fra museet er stillet overfor et værk fra Jensen Collection. Og det lykkedes da egentlig også. Mest slående er samstillingnen af Einar Jensens værk Chopper Super DeLuxe Rock Special fra ’75 og Michael Kviums uden titel men meget før og efter agtige billede fra ’81, forestillende heftig øldrikning og efterfølgende konsekvenser. Det var det første sted hvor jeg synes at dispioneringen af værkerne, fortæller en egentlig historie, eller måske snarre fremstiller et syn på en bestemt kultur. Om det var en øjenåbner er jeg i tvivl om, men et godt grin fandt vej til ansigtet, netop på grund af de hårdt optrukne stereotyper som samstillingen repræsenterer. Og underholdning er ikke af vejen, heller ikke på et kunstmuseum.
Til gengæld er der også alt for mange samstillinger hvor det virker temmelig søgt og fortænkt. Værst er Alicja Kwades “Connectivity of Force Free Bodies – Ouroboros” som er stillet overfor Vilhelm Hammershøis “Det indre af S. Stefano Rotondo i Rom”. Ganske vidst er begge værker bygget op omkring arkitektur, men så er lighederne vidst også slut. Jeg er sikker på der kommer en mag.art og siger at “jamen der er da så mange åbenlyse ting” osv. men hvis jeg, som lægmand men dog habil kunstbeskuer ikke får anden forbindelse end nogle geometriske former, ud af at kigge på samstillingen, så er den for tynd. Færdig.
Lige så med Jeanette Ehlers “Ventilate” og Harald Giersings “Danserinde på gul baggrund”. Det, i billetprisen medfølgende, katalog forsøger desperat at skabe en sammenhæng med dansen som centrum, men det virker ærlig talt temmelig fortænkt. Jeanette Ehlers har nemlig i sin titel allerede afsløret at værket så langt fra handler om dans, men om at “få luft”, hvilket da også tydeligt ses, i takt med at videoinstallationens danserinde river alt på bogreolerne ned, for til sidst at have ro til den viden og de data, som har ophobet sig i hendes egen krop. (Værket er iøvrigt del 2 af et videoinstallationssæt, og lur mig om ikke den foregående eller eventuelt efterfølgende, rummer svaret på om danserinden får ryddet op i sig selv, og måske dermed udslettet sig selv). Harald Giersings billede er derimod et meget tidstypisk studie af kroppens funktion. En slags malerisk fotografi, hvor det ikke er de eksakte detaljer der er interessante, men derimod kroppens formlige sprog.
Det er ikke fordi udstillingen er kedelig. Tværtimod. Der er faktisk masser af spædende værker som, om end ikke åbner øjnene, så da giver en spændende oplevelse. Der er bare alt for mange fortænkte samstillinger, som ikke nødvendigvis giver mening for den som ikke har en lang kunstnerisk uddannelse bag sig. Derfor bliver udstillingen også mere et symbol på det som sker, helt forståeligt og legitimt, når en privat kunstsamler køber ind: Nemlig at indkøbene bliver foretaget ud fra personlig smag, subsidiært hvad der kunne tænkes at blive mere værd. Øjenåbner – Wow hvor syret! er derfor meget mere som Jensens salatbar end som en egentlig udstilling med et tematisk formål.
Hvis Fyns Kunstmuseum gerne vil lave lignende udstillinger fremover, må rådet herfra lyde: Inviter meget gerne private samlere ind. Men flere ad gangen, så vi kan få en udstilling der forholder sig tematisk til et eller andet, fremfor iceberg, tomater og ananas i én skøn blanding, tilsat et katalog som fed salatmayonaise, der skal få det hele til at glide lidt lettere ned.
FOTO: Ole Larsen (hvor intet andet er angivet)
