Da jeg var ti år begyndte jeg at læse drengeromaner. De næste tre år var en tæt tåge af alt fra formodede falskmøntere på min skole, til folk der lavede mystiske ting på havnen om natten. En ting stod klart: Jeg ville være privatopdager. Lige indtil jeg ville være musiker, eller elektronikmekaniker, eller… eller kulturblogger. Derfor tog det mig også kun et splitsekund at takke ja til at blive noteret i døren til en lecture performance om den kolde krig.
Krig er der ikke meget af, men koldt er det, og jeg minder vel også mest af alt om Dick Tracy med kraven godt oppe og herrehatten nede over øjenbrynene, da jeg bevæger mig mod Klosterbakken.
I Historiens Hus, måske bedre kendt som stadsarkivet, er den noble foredragssal blevet sølet til i elektronisk grej. Projektorer, led scenebelysning og højttalere. Statisk støj, små “radioklik” og dystre, dæmpede meddelelser strømmer os dunkelt i møde fra båndsløjfen bag højttalerne. På en måde virker det vildt klodset og på en anden måde vidner det om at det vi skal se ikke er endnu to uni lektioner med Ph.D. Adjunkt Thomas Wegener Friis. På universitetet er han notorisk berygtet for sine hæsblæsende lektioner i alt fra moderne kold krig til tidlig støvet tysklandshistorie. I aften er han sat i scene af en teaterinstruktør og det kan tydeligt ses at den ellers så driftssikre koldkrigsforsker er revet ud af sit vante element. Ud af de rustne haller på universitetet og ind i en ramme hvor det handler om mere end bare at levere viden.
Publikum er overvejende ældre. Måske fordi det meste af den ungdom der kunne tænkes at interessere sig for kold krig, allerede er indskrevet på historiestudiet eller tysk og derfor med overvejende sandsynlighed har fået dækket deres behov af aftenens forelæser. Det er egentlig ærgerligt, for Thomas har valgt en sag som i hvert fald dem der har tysk ikke har hørt forbandet meget om. Sagen om Lenz, som vel nok er den mest kendte spionsag herhjemme.
Vi får dog ikke den pakket ind i sædvanlig kronologi. Modsat en forelæsning oprulles hele persongalleriet på teater/filmagtig manér, således at alle karakterer, lige fra Lenz selv til fhv. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen præsenteres med billede (hvor der fandtes ét), inden selve handlingen går i gang.
Mens handlingen udspiller sig, fortalt af Thomas Friis, leverer han også nogle spørgsmål som han ikke selv kan svare på. I bedste teaterstil skal der være “noget at gå hjem med”. Tilhørerne efterlades ikke med svar som til en forelæsning, men med spørgsmål, som får det til at krible i maven på undertegnede. Thomas spørger blandt andet om hvorfor at Danmark, modsat så mange andre lande, aldrig bad om at få udleveret en kopi af de østtyske arkiver. En kopi som ligger hos CIA i Langley og som alle andre lande har fået uden tøven, hvis de spurgte. Han spørger også hvorfor det opgør som blev blæst igang løb ud i sandet? Det nærmeste vi kommer et svar er tidl. Justitsminister Bjørn Westh som tørt til Jyllands Posten i 2000 konkluderede at hvad skulle det dog nytte at rode op i alle de gamle sager?
Thomas Wegener Friis har givet alt hvad han har på scenen. Publikum sidder som forstenede et øjeblik inden de klapper. Det er gået stærkt. Rigtigt stærkt. Mere end 50 års historie er rullet op på knapt halvanden time, og alles hoveder summer. Jeg kigger mig omkring da jeg rejser mig. Konstaterer at en altovervejende del af publikum vil være gamle nok til selv at have kunnet spionere for DDR. Mon der er navnesammenfald mellem bare én tilhører og ét navn i det gamle østtyske arkiv som nu ligger hos amerikanerne?
På vej ud stikker Thomas assistent mig diskret en kuvert. Påtryk ordene “Top Secret” og “Til den hemmelige agent”. Det sidste på russisk. Da jeg når H.C. Andersen haven åbner jeg stille kuverten, memorerer beskeden og sætter ild til kuverten mens en flok snowboardere måbende ser til. Min taxa venter på Kronprinsensgade. “Hvorhen?” spørger chaufføren. “Væk.” svarer jeg.
Fotograf: Anders Boe
Varedeklaration: Jeg har i perioden september 09 – december 09 modtaget undervisning i Tysk historie hos Thomas Wegener Friis.
